Chris Frantz bog om Talking Heads bliver hængende i mit hovede. Well, det er et partsindlæg, der er kritisk over for den officielle bandleder David Byrne, selv om der også er en særlig gensidig anerkendelse i spil, men det er også en detaljeret beskrivelse af bandets opståen og voksende succes. Frantz er ikke nogen stor forfatter, men gør det han kan, nemlig at fortælle lige ud ad vejen – og sikkert baseret på dag-, notes- og andre bøger – om, hvad der sker fra første færd.

Og selvefølgelig er det svært ikke at finde musikken frem. Og her er det svært at komme uden om bandets koncertfilm Stop Making Sense fra 1984, som de fik instruktøren Jonathan Demme til at lave, selv betalte for (noget gruppen gjorde meget undervejs for at realisere deres kunstneriske ambitioner…) og fik lavet udelukkende ved at bruge digitale audioteknikker (noget der var ganske nyt).

Filmen er en af de bedste koncertfilm, man kan opdrive. Dels er den gennemmusikalsk og opbygget som en stadigt voksende spændingskurve som filmteorien foreskriver, hvor det hele begynder ganske stille med, at David Byrne kommer ind med en lille ghettoblaster og sin akustiske guitar og leverer – synes jeg – den allerbedste version af bandets 1977-single “Psycho Killer”. Og herfra bygges det hele op, lidt efter lidt, for at nå en slags højdepunkt i den mesterlige sang “Life during Wartime”, hvor hele bandet plus korsangerinder og supplerende musikere virkelig får salen til at løfte sig (selv om man ikke ser meget til publikum).

https://youtu.be/uTezUIuJHTw

https://youtu.be/OVHNwBbkSj4