Her i casa capac kan det efterhånden være lidt svært at indkøbe film, der rammer alle familiens hoveder lige præcist. For Frøkenen er det vigtigt kriterium for en god film, at der er en dejlig fyr med – helst. Og for Fruen må der gerne være en god portion romantik af den gammeldags slags (der må også gerne være en behagelig mandsperson, fx Colin Firth, Sean Connery, Hugh Grant eller i den dur). Hvorimod familiens overhoved (undertegnede, ha!) skal have en god, gerne lidt anderledes historie, gode skuespilpræstationer, godt filmhåndværk, gode dialoger m.m. for at få en film til at glide ned til aftenkaffen.
I går kom jeg forbi den lokale medieshop og på deres tilbudshylder stod en film med titlen Crazy in Love. Så ved vi jo allerede, hvilken boldgade, vi er ovre i: romantisk film om den (u)mulige kærlighed. Interessen blev stimuleret af, at hovedpersonen – den mandlige – er indtaget af en af de mere interessante nyere maskuline skuespillere, Josh Hartnett, der har gjort sig positivt bemærket i en række film, på det seneste i film som The Black Dalia, Lucky Number Slevin og Sin City. En ung karakterskuespiller af format. Mindre interessant bliver det så ikke af, at han spiller over for en af de mindre kendte nyere unge skuespillerinder, Radha Mitchell, som capac allerede fik et godt øje til, da hun spillede med Finding Neverland (2004). Appetittelig er hun, og så spiller hun røven ud af bukserne på flere af de unge amerikanske skuespillerinder, der pt lægger beslag på gossipbladenes forsider. Helt uvæsentligt – for capac – er det heller ikke, at filmen er lavet af nordmanden Petter Næss, der slog internationalt igennem med Elling i 2001. Et stort talent, der er med til at sætte Skandinavien på filmens verdenskort.
Filmens alternative titel er Mozart and the Whale og er noget så usædvanligt som en kærlighedshistorie mellem to personer, der begge lider af Asperger-syndromet. Filmens manus er skrevet af Ron Bass, der også stod for den vellykkede Rain Man om forholdet mellem to brødre, hvoraf den ene var autist (i Dustin Hoffmans skikkelse). Selve kærlighedshistorien er banal, grænsende til klichéen. To mennesker mødes, kærlighed ved første øjekast, en masse trængsler, inden de finder ud af, at de ikke kan undvære hinanden og så videre. Jeg skal ikke afsløre slutningen – af hensyn til eventuelle romantikere blandt læserne.
Men det er spillet, der gør filmen værd at se. Josh Hartnett spiller det autistiske talgeni Donald med største realistiske overbevisning og Radha Mitchell lader ham ikke noget efter i sin præstation som Isabelle Sorensen, der er kommet et stykke længere i erkendelsen af sin lidelses konstans og uforanderlighed. Omkring sig har de en hel række biroller, der overbevisende illuderer det autistiske kollektiv, der er deres virkelige “familie”.
Filmen er både morsom, rørende og autentisk. Den giver et fint billede af, hvilke vanskeligheder autister løber ind i, når de skal færdes i det såkaldt “normale” samfund og skal forholde sig til normalitetens begrænsninger. Og så viser den, at kærlighedslivet er et problemfyldt et farvand at færdes i, uanset om man er autist eller almindelige dødelig.
Det var vist oprindeligt planen at lade Robin Williams og andre veletablerede navne være med i filmen. Det er godt, det gik anderledes. En lille vellykket film er det blevet til. En af den slags, det er godt at have på hylden, hvis man skulle få behov for at se noget opmuntrende… Anbefales hermed.