Tv-kiggeri kan føre til mange sjove samtaler. Forleden kom fruen og jeg til at snakke om de britiske kriminalseriers formidable evne til at genskabe den tid, som handlingen foregår i. Lige fra gader og huse til de mindste ting i lejligheder og andre rum. Og specielt en ting fangede vores opmærksomhed. En af personerne (jeg husker ikke hvilken serie det var, muligvis Father Brown) tager rører på en telefon og drejer forsigtigt nummeret på drejeskiven. Bare lyden af drejeskiven, der bevæger sig, sendte os ned af erindringens boulevard (og det er forstærket af, at fruen i sin ungdom var ansat ved Jysk Telefon).

Og jeg måtte tænke på mine forældres sorte bakkelittelefon, der for det meste stod på en teaktræshylde i entreen, lige ved døren ind til stuen. Jeg har ofte ringet op og taget telefonen. Røret var tungt og lå godt i hånden. Lyden var også god. Og så var der – for mine forældre var rygere – rester af cigarettobak i talerøret og i hullerne på drejeskiven. Det var ikke noget, der betød noget dengang, hvor rygning var helt almindeligt i danske hjem.

Når jeg selv håndterer min smartphone, der mere er en computer end en regulær telefon, kan jeg godt gribe mig i at savne den gamle telefon og den adfærd, der var knyttet til fastnettelefonen. Men det skyldes nok, at jeg er ved at være et gammelt nostalgisk fjols…