Mennesket har altid vandret hedder en bog af museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg. En lllle velskrevet fortælling om menneskets årtusindgamle trang til at vandre hen over jordens overflade. Af nød, af lyst. Og sådan er det stadigvæk. Nogle mennesker vandrer på grund af politiske konflikter. Vi kalder dem migranter. Og andre vandrer af lyst. Vi kalder dem ofte turister.

Og det bipedale mennesket trang til at vandre, altså gå, fra et sted mod et andet eller bare af sted har altid fascineret. Måske, fordi det ofte er en metafor for selve livets rejse fra fødsel til død?

I hvert fald blev jeg i går lokket til at se en film om et menneskes vandring, nemlig den australske film Tracks (2013), der fortæller om den unge kvinde Robyn, der sætter sig for at gå fra Alice Springs (i den sydlige del af Northern Territory) til det indiske ocean. En strækning på 2700 kilometer og primært gennem næsten ubeboet ørkenområde. På spørgsmålet om, hvorfor hun vil gøre det, svarer hun som regel: Hvorfor ikke? Robyn er inspireret af faderen, der havde lidt tendenser i den retning, og måske også af en opvækst, der bl.a. indebar moderen tidlige død ved hængning og en opvækst hos moderens søster. Men nogen entydig forklaring på Robyns trang til at  gå så langt, får man ikke.

Men ikke nok med, at hun vil gå turen. Hun vil gøre det sammen med sin hund, tre voksne dromedarer og en dromedarkalv. Det indebærer, at hun først skal bruge lang tid på at lære at håndtere dromedarer og få fat i sådan nogle dyr, der lever frit i Australien i stort antal. Og det lykkes hende i løbet af et årstid at realisere den del af projektet. Det lykkes hende også – med en amerikansk fotojournalists mellemkomst – at få en aftale med tidsskriftet National Geographic om – mod betaling – at lade dem få lov til at fortælle om turen. Til gengæld skal hun affinde sig med, at fotografen nu og da dukker op for at tage billeder af hende og dyrene. Og det er ikke helt uproblematisk, fordi hun egentlig helst vil være alene. Men sådan bliver det .

Og så følger vi hende ellers på hendes lange vandring, indtil hun til sidst kan gå ud i det indiske Ocean og tage sig en svømmetur. Selv om der da er et par dramatiske optrin undervejs, så sker der ikke så meget på vandreturen, og det måske i virkeligheden filmens svageste punkt. Der lægges op til en nærmest umulig vandretur, men det lykkes ikke helt for instruktøren (John Curran) at overbevise mig om, at det er sådan. Omvendt lykkes den så med at skildre nogle interessante scener, fx mødet med nogle aboriginals, der hjælper Robyn gennem det sidste, vanskelige ørkenstykke eller mødet med et gæstfrit, ældre par, der lever out in nowhere og giver den ensomme pige husly og gæstfrihed.

Filmen, der er baseret på Robyn Davidsons egne oplevelser, er værd at se, hvis man er til den slags film, der mere handler om eksistentielle spørgsmål end om menneskelig udadvendt aktivitet. Jeg blev opmærksom på den ved et tilfælde. Bibliotekernes filmside Filmstriben gjorde mig opmærksom på, at det var sidste chance for at se den, da den om kort tid tages af sidens program. Så hermed er opfordringen: Gå ind på Filmstriben og se den, hvis du ikke har andet på programmet.