Den radikale leder Morten Østergaard blev det første offer i dansk politik for den herskende #mee-too-debat. Han vedgik at have taget kollegaen Lotte Rod på låret for ca. 10 år siden. Dermed satte Østergaard en sand lavine i gang i partiet Radikale Venstre. En lavine, der vil rulle i lang tid frem.

I forbindelse med Østergaards bekendelse af at have haft sin hånd et forkert (krænkende) sted kom det frem, at også andre kvinder i partiet havde været udsat for krænkende adfærd fra Østergaard. Og opmærksomheden rettede sig straks mod den nye leder Sofie Carsten Nielsen. For hvad vidste hun om alt dette? Holdt hun noget hemmeligt? Lavede hun et “cover-up”, som kollegaen Martin Lidegaard påstod?

Næppe var det fornyede fokus faldet på plads, før en af de andre krænkede, Katrine Robsøe, på Facebook erklærede, at hun var blevet krænket af Østergaard. At Sofie Carsten Nielsen havde været bekendt med både denne sag og den foregående hjalp ikke meget, for hendes forklaring om, at hun havde hemmeligholdt sagerne af fortrolighedshensyn til d’damer fik hende ikke ud af hendes catch 22.

Men så tog hele debatten om de radikale en interessant drejning i dag. Dels har en partiets fremtrædende politikere, Ida Auken, været ud og erklære, at Sofie Carsten Nielsen dækkede over Morten Østergaard. Og dels har en Facebookbruger har gravet i Katrine Robsøes post-historik og fundet et indlæg, hvor Robsøe fortæller om en “road trip”, hun har været på sammen med Morten Østergaard, der omtales som “denne dejlige mand”.

Morten Østergaard vedgår sine krænkende handlinger, går som partiformand og sygemelder sig. Derefter roder tre, involverede kvindelige politikere sig ud i et politisk hængedynd, som det er svært at se dem komme ud af igen uden personlige og politiske omkostninger. Men – hvad kan vi bruge dette rod til?

Jo, jeg tænker på, at hele debatten om “sexchikane”, “sexisme” og “#mee-too” har længe – i hvert fald i dansk sammenhæng – haft en underliggende problematik: Det har heddet sig, at “sexchikane” og “sexisme” var udtryk for en bestemt “struktur”, en bestemt “kultur” og for “magt”. Men disse begreber er ikke blevet defineret i denne kontekst. Og måske er spørgsmålet i virkeligheden, om ikke det er denne underliggende problematik, der burde være genstand for analyse, kritik og opgør, og “sexchikane” og “sexisme” forstås som afledte størrelser. Sagt på en anden måde, at seksuelle handlinger især bliver til “krænkelser”, når de foregår i en magtrelation.? At hånden på låret får en anden og alvorligere betydning, når hånden sidder på en magtfuld person, end når den foregår mellem to mennesker i et ligeværdigt forhold?

Jeg synes, man skal være ret så blind, hvis ikke man kan se, at der er magtinteresser på spil i Morten Østergaard-sagen. For de involverede kvindelige politikere handler det ikke kun om utilstedelige håndspålæggelser, men også om magtbegær. Tiden er inde til dybere analyser og kritik, end det pressen kan levere.