Den Oscar-vindende danske dokumentarfilm (af Feras Fayyad) foregår i byområdet Al-Gouta i det østlige Damaskus. Her arbejder børnelæge Amani Ballour sammen med kollegerne i et underjordisk hospital, hvor der for en stund er sikkerhed for sårede voksne og børn, der er ofre for det syriske regimes russisk støttede bombardementer af området.

Filmen følger doktor Amani og kollegernes daglige arbejde med krigens ofre, kampen for at få føde og medicin nok og i håbet om, at ikke også det underjordiske opholdssted bliver offer for bombernes ødelæggelser. Filmen lever højt på sin nedtonede realisme. Der er ikke behov for nogen form for gimmick for at overbevise publikum om, at det der foregår her er simpel overlevelse under et terrorregime, der ikke har nogen berettigelse på jorden.

Og så gjorde det et stort indtryk på mig, at doktor Amani – oven i alle de beskrevne problemer – skal kæmpe med en forstokket patriarkalsk kultur, der ikke vil acceptere, at hun bruger sit liv og sin uddannelse på at hjælpe sine landsmænd, men helst ser, at hun bliver gift, får børn og passer kødgryderne derhjemme. Hun møder denne diskrimination fra mandlige patienter, familien (telefonkontakt på mobilen, hvor hun får at vide, at hendes planter derhjemme venter på hende). Men Amani holder hovedet højt, bakkes op af sine kolleger, der selv har valgt at gøre hende til leder. Patriarkalismen er en lige så stor modstander for Armani og andre kvinder som Asad og russerne.

Filmen er bestemt værd at se for alle, der vil huske, hvad der stadigvæk sker i Syrien (men som er mere eller mindre glemt i coronatågerne i dansk presse) og som mener det alvorligt med kønnenes ligestilling og ikke vil nøjes med #mee-too-hysteri.

Filmen kan ses på Filmstriben og Filmcentralen (og vist nok stadigvæk i biografen).