I disse dage er det nøjagtig 30 år siden Randal Kleisers musical-filmatisering “Grease” fik premiere i amerikanske biografer. Den blev optaget på Venice High School i Californien med australske Olivia Newton-John og John Travolta i hovedrollerne som det arketypiske unge high-school-kærestepar Sandy og Danny. Barry Gibb fra The Bee Gees skrev titelnummeret, og det blev fremført af Four Seasons-legenden Frankie Valli. Resten af sangene blev skrevet af habile sangskrivere som John Farrar – kendt fra Marvin, Welsh and Farrar (Hopelessly Devoted, You’re The One That I Want) og Warren Casey og Jim Jacobs (Summer Nights).
I de mellemliggende år er såvel film som plade blevet klassikere, der genoptrykkes hele tiden. En af de mest succesfulde nyere musicals. Det kan der ikke herske tvivl om.
Hvor, kunne man spørge, gider nogen dykke ned i en halvtredser-uskylds-dyrkende amerikansk fantasiverden? Svaret er enkelt tror jeg: Sangene er enkle, medrivende popsange, der forholder sig aktivt til de musikalske klicheer og skabeloner fra perioden – og så indeholder musicalen den uopslidelige (?) fortælling om kærlighed, jalousi, uvenskab, forsoning og – ikke mindst – romantisk happy end.
Sandt at sige var det ikke min kop te, dengang den kom frem. Men mange af mine kollegiekammerater – ikke mindst pigerne – skrålede gladeligt med på sangene til fester og i hverdagen. Jeg var i øvrigt heller ikke meget for Saturday Night Fever, selv om jeg godt kunne se, at filmen havde nogle oplagte kvaliteter.
Hvis jeg nogensinde skulle komme i tvivl om Grease-musicalens kvaliteter behøver jeg blot at ty til ungpigeværelset her i casa. Hun har for længst opdaget såvel film som musik og har indlemmet det i sin samling. You’re the One That I Want Uh-Hu-Hu-….