Så blev jeg lige med et sendt tilbage til dengang, jeg sad bag i Ediths Folkevogn. Jeg var tolv år gammel og havde været med min mor (der sad ved siden af Edith på passagersædet) hos optikeren – sygekassernes optik dengang – for at få mine første briller. I månederne op til denne begivenhed havde mit syn ændret sig mærkbart. Jeg kunne ikke længere se, hvad der stod på tavlen i skoletimerne (set nede fra bagerste række, hvor jeg sad dengang). Og hos skolelægen ved det årlige tjek, var skolelægen ikke i tvivl om, at jeg var blevet nærsynet siden sidst. Og et besøg hos en lokal øjenlæge bekræftede nærsynetheden og konstaterede en såkaldt “bygningsfejl”, der – i følge den optimistiske øjenlæge – ville forsvinde med tiden. Det gjorde den ikke. Den er her endnu, selv om den hedder noget andet i dag.
Jeg har før beskrevet oplevelsen af at få nye briller. Hvordan verden med et slag blev smertende tydelig. Overtydelig faktisk. Og det medførte en dundrende hovedpine, da vi kørte ned ad Skolegade og bygninger og træer truede med at mase sig ind i mit hovede. Sådan føltes det i hvert fald. Hovedpinen forsvandt og jeg vænnede mig lidt efter lidt til at være en “brilleabe”, som det hed i mobbersproget dengang (hvor mobning ikke var opfundet, men foregik). Og efter nogle få udskiftninger af glasset blev brillerne mine kære proteser, der har fulgt mig, hjulpet og glædet mig gennem årene.
Og i forgangne uge var det så tid til at få nye briller igen. Der er gået hele ti år siden, uden nogen form for fornyelse. End ikke glassene har jeg skiftet. Godt gået af en gammel dreng, hvis jeg selv skal sige det. Og de nu gamle briller gjorde det sådan set for mig, men jeg skulle følge fruen til optikeren. Og så kunne jeg lige så godt få tjekket synet samtidig. Men fruen sprang fra i sidste øjeblik, så det endte med at jeg fik nye briller. To par. For jeg har vænnet mig til at have to par, som jeg skifter mellem dag for dag. Så fra og med fredag har jet set på verden med et frisk syn. Ikke den store forskel. Den ser stadigvæk både forførende og forfærdelig ud, alt afhængig af, hvad man ser på. Og nu gælder det bare om at vænne sig til den nye følelse af nye stel. Men det går forbavsende godt. Og så kan jeg glæde mig over, at synet ikke har forandret sig meget de sidste år. Alderen har forandret det lidt, men ikke meget. Så nu er der bare tilbage at nyde livet med nye briller og håbe på, at de holder lige så længe som de gamle, der nu har fået plads i arkivkassen i skabet.
Jeg genkender beskrivelsen af at få briller første gang. Pludselig at kunne se fugerne mellem murstenene på bygninger på den anden side af gaden. Det var dog først, da jeg begyndte på universitet, at jeg opdagede mit behov for briller. Dengang var filosofikum obligatorisk for alle studerende det første studieår uanset studium, og forelæsningerne foregik derfor i enorme auditorier med plads til flere hundrede. Jeg sad på en af de bagerste rækker og undrede mig over, at mine sidemænd ubesværet sad og noterede, når forelæseren skrev noget på tavlen. Jeg kunne overhovedet ikke se noget af, hvad der foregik deroppe.
Bortset fra det, er det også ti år siden, jeg sidst fik nye briller.
@Uffe: Vi må glæde os over, at forfaldet ikke går så hurtigt, som vi kunne frygte.
Filofikum fik jeg aldrig. Her i Århus nåede man at udskifte det med “videnskabsteori”.
Det var udmærket, men jeg ønskede alligevel at filosofikum havde fortsat. I det mindste
som pensum. Men jeg måtte så bøde for det længere fremme i studiet, hvor jeg af egen
kraft måtte læse en hel del filosofi. I øvrigt arbejder nogen – bl.a. professor Frederik
Stjernfelt – på at få genindført filosofikum. Det er der sikkert også god brug for i dag…
Det var flot med samme styrke i hele 10 år.
Jeg oplevede for et par år siden, at fjernsynet blev mere og mere utydeligt – men det hjalp med en tur til optikeren 🙂
@Madame: Ja, og jeg blev vældig glad, da optikeren sagde, at det kun var en lille aldersbetinget forandring. Nu glæder jeg mig så over, at brillerne passer ganske godt og tilsyneladende ikke skal justeres på.