Hugh Grant fyldte som bekendt 60 forleden. Og nogen på DR har måske tænkt, at så ville det være passende at markere fødselsdagen med en af mandens mange film. Og så faldt valget på – nej ikke den om Notting Hill eller den om bryllupper og begravelser, selv om det ellers lå lige til den populistiske højrefod – men derimod den ‘romantiske komedie’ Two Weeks Notice, der har fået den opfindsomme danske titel To ugers opsigelse.

Letbenet. Det var det sammenfattende tillægsord, der faldt mig ind, da de to hovedpersoner fik hinanden til sidst. For der er tale om en letbenet romantisk komedie. Med Hugh Grant i hovedrollen som den stenrige byggematador George Wade og den fagre Sandra Bullock i rollen som den venstresnoede jurist Lucy Kelson, der kæmper for bevaringsværdige bygninger, miljøsager og lignende. Med andre ord er de hinandens modsætninger, og så ved man godt som erfaren publikummer af amerikanske komedier, at de to skal have hinanden. Sagt på en anden måde, så er plottet i filmen endnu en variation over et klassisk Hollywoodtema – modsætninger mødes og sød musik opstår + en happy ending. Og samtidig får man så kørt en masse ideologiske pointer ind i folk, fx at kærlighed overvinder alkens forskelle (også økonomiske og sociale), at selv venstreorienterede rebeller gerne vil have del i den kapitalistiske kage, at intellektuelle, selvstændige kvinder blot skal møde den rette, naive og umulige mand for at falde til patten og så videre.

Hugh Grant spiller med vanlig, kølig charme. Ikke nogen toppræstation fra hans side, men en rutineret udgave af tidligere roller. Og Sandra Bullock kører også rutineret sin rolle igennem. En rolle, der ikke byder på de store udfordringer, fordi også den holder sig til alle klicheerne og gammelkendte effekter.

Men filmen kører ellers som smurt. Til dens fordel tæller, at den dog ikke ender i Hollywood-romantik-komediernes hængedynd af sentimentalitet og overdreven føleri. Den holder fast i den letbenede komiks gelænder. Og derfor kunne aftenen sagtens fordrives med den film, i mangel af en god britisk krimi.

Og så udmærker filmen sig ved, at have en lillebitte scene, hvor Wade møder selveste Donald Trump i rollen som sig selv. Men det er kun interessant, fordi han nu spiller rollen som USAs præsident. Det gør han til gengæld ikke særlig godt.