Så gik den ikke længere. I dag måtte jeg, for første gang, iføre mig et beskyttelsesmundognæsebind. Jeg skulle aflevere fruens el-cykel til service og var derfor henvist til den offentlige, kollektive trafik, da jeg skulle hjem. (Jeg kunne teoretisk set være gået de cirka 10 kilometer, men det var jeg slet ikke indstillet på i dag, hvor det både er fugtigt og lummert). Da jeg trådte ind i bussen, iført den lyseblå maske, brølede højtalerne ind i hovedet på de få passagerer, at de skulle bære maske, sørge for at have den på, inden de entrede bussen og først tage den af efter udstigningen – på dansk og engelsk.

Det var som forventet: Brillerne duggede med det samme og tvang mig til at trække vejret meget langsomt, det var ubehageligt at have noget hen over næse og mund, det var som at have en plastikpose over hovedet, og spørgsmålet var – i betragtning af, at vi højst var tre-fire personer, inklusive chaufføren, i bussen, om det var strengt nødvendigt!? Men altså. Jeg gjorde det, og blev bare bekræftet i, at det kun skal ske, når det er absolut nødvendigt.

Opdatering: I dag var jeg så inde i byen og hente fruens el-cykel, og slap for mundbindet, fordi fruen satte mig af på vej til job. Nu er cyklen tip-top og jeg behøver ikke at tænke på bus og mundbind lang tid frem.