Capac anbefaler: Lunau & Sund – I dine hænder

Author:

Trine Lunau og Peter Sund er ude med et nyt album I dine hænder. Og som tilfældet var på deres 2018-udgivelse Landet brænder, så er duoen udvidet med et band (det samme som sidst). Og den nye plade føjer sig smukt til den foregående plade, både indholdsmæssigt og musikalsk.

Pladen består af ni sange, der hver især står som afrundede helheder, sange med deres særlige historie. Men sangene holdes sammen af titlens og titelnummerets budskab. I dine hænder er en sang om et irakisk flygtningepars dramatiske historie, men også en sang om kærlighedens helende kraft. Og kærlighedslivet er pladens tema. Ikke kun den kærlighed, der omfatter mand og kvinde, men også den, der viser sig i forhold til en ven (i sangen “En seng af guld”).

Trine Lunau synger sangene med sin gode, klare stemme. Og suppleres af Peter Sunds mørkere stemme. Og de står begge fremme i lydbilledet, som naturligt er for en duo. Og musikken kan stadigvæk beskrives om en afart af folk med ingredienser af den allestedsnærværende hybrid, americanaen.

I dine hænder lever flot op til de løfter, som forgængerpladen gav. Lunau & Sund har fået deres udtryk, deres stil, og rendyrker den på denne plade. Hvis man var til Landet brænder, så er der ingen grund til at holde sig tilbage med I dine hænder. Og nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Lunau & Sund. I dine hænder. Produceret af: Peter Sund. The Farm Music. Udkom . 9. september 2020.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *