Hugh John Mongo Grant fylder 60 i dag. En kendsgerning, der næsten er naturstridig. For Grant har i mange år været, hvad man engang kaldte “enhver svigermors drøm”. En mand med et ydre, der tydeligvis havde appel til det modsatte køn, kombineret med en næsten udefinerlig, ærkebritisk charme. Omkostningen ved den kombination har så været, at han ikke altid er blevet anerkendt for sine faglige – skuespilmæssige – kvaliteter. Således anså jeg ham længe for at være en fløs, der bare fik gode roller, fordi han havde det der skulle til for at brænde igennem i de kulørte magasiner og alle de andre kændisdyrkende medier.
Men det har ikke forhindret mig i at se ham i en masse film og i at have været mere end godt underholdt. Med skam må jeg meddele, at jeg stadigvæk synes, at film som “Notting Hill”, “Fire bryllupper og en begravelse” og “Love actually” er seværdige. Men der er andre film, der er bedre til at vise hans skuespilformåen, fx den tidlige E. M. Forsterfilmatisering “Maurice”. For slet ikke at tale om A very english scandal, hvor Grant virkelig viser sit format.
Der er noget svært definerligt britisk over Hugh Grant. Man er aldrig i tvivl om, at han kommer derovre fra, når han udtaler sig eller viser sig på lærredet. Måske er det bare byrden af engelsk kultur, der sætter sig igennem i hans tale og kropssprog? I hvert fald er mine forbehold svundet ind til næsten ingenting med tiden – selv om der er mange andre britiske skuespillere, jeg sætter højere.