Jeg kendte engang en lille tyk mand. Han var sådan cirka en generation ældre end mig og var håndværkeruddannet. Men det, der førte os sammen, så at sige, var musikken. Han besad en kæmpestor samling vinyler, der kunne give anledning til mange diskussioner og meningsudvekslinger om musik. Og hans favorit, som han havde alle plader med, var Connie Francis. Dengang synes jeg ikke, hun var noget særligt. Hun var jo post-Beatles, og tiden før Beatles var for mig den gamle rock and roll, hvorimod pop à la Francis var gammeldags.

I dag har jeg det helt anderledes og kan se og forså, at alle de kunstnere, der var før, var inspiration for kunstnerne efter. Og Connie Francis havde og har en fantastisk popstemme. Så derfor har jeg for første gang købt en plade med netop hende.