Min Fremmedordbog forklarer ordet nostalgi således: “[gr. ‘nostoshjemrejse + a.; dannet 1688 af d. schw. læge Johannes Hofer i “Dissertio medica de Nostalgia oder Heimwehe”… hjemve; vemodig længsel, sentimental,ofte smertelig længsel efter den svundne tid, efter lykkeland; sværmerisk tilbagelængsel.

Jeg er ikke nostalgisk i den vemodige, sentimentale, smertelige forstand, som ordet indebærer. Men jeg kan vældig godt lide at erindre og huske min fortid. Specielt min barndom. Og derfor er det glædeligt for mig, at den bygning, der dannede rammen om mine første 12 år stadigvæk står. Den er ikke revet ned, og stedet er ikke – endnu – forvandlet til moderne byggeri.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er som i “de gode gamle dage”. Bestemt ikke.

Ovenstående foto har jeg fundet på de mange ejendomsmæglersider, der er. Og det viser bygningen, der rummede mit barndomshjem. Set fra baggården (der lå/ligger bag en lidt større baggård). Vi – mine forældre, mig og (den sidste måned) blandingshunden Jeppe – boede øverst til venstre. Vinduerne længst til venstre gemte mine forældres soveværelse, og vinduerne ved siden af køkkenet. Bortset fra de nye vinduer ligner bygningen helt sig selv. Ganske vist er den lille skorsten, der var i højre side af taget, der ikke mere, men ellers.

Til gengæld har baggården, der var min barndoms legeplads, forandret sig noget. Der var fx ikke fliser dengang. Det var et stort stykke jord med lidt græs. Muren til venstre var væsentligt højere (nåede op til første sal) og tørresnoren fra vores lejlighed var fastgjort derovre. Og bag muren lå et snedkeri. Stakittet til højre var selvfølgelig også et andet, og bag det lå en privat have. Og cirka der, hvor fotografen har stået, var der et højt plankeværk bag hvilken endnu en (større) baggård gemte sig.

Det var ikke og er ikke noget særligt, men sådan et fotografi kan fremkalde dybe erindringer, stemninger og detaljer fra barndommens tid. Og det betyder noget, når man nærmer sig “støvets år”.