Capac anbefaler: Jan Olsen – Secret Love

Author:

Efter et par fine små plader (EP’er) – Fairground og Vagabond Trail – som jeg har anbefalet her i bloggen, så albumdebuterer Jan Olsen med langspilleren Secret Love.

Og heldigvis fortsætter Jan Olsen i det spor, han  har banet med de foregående udgivelser. Det er samme vej, samme sti, han betræder, understreget af at tre af sangene på pladen var med på ep’en fra 2019. Olsen står ved sit musikalske udgangspunkt, der består af personlig sangskrivning med dybe rødder i klassisk rock, blues og folk. Og iklædt et musikalsk udtryk, der ligger langt fra vor tids computergenerede sound og dyrker det analoge, jordnære og hjemmelavede. Gammeldags kunne man også kalde det, forudsat man ikke lægger noget nedsættende i det.

Sangene kredser om et maskulint erfaringsunivers. Fra den  indledende “Bottletower Blues”, der tager sin titel fra en af Dublins mange pubs og fortæller en historie om drikkeriets glæder og sorger, over den Brecht-Weill-Waits-inspirerede “Sados and Psychos”, der tegner et skævt billede af en verden i opløsning til titelsangen “Secret Love” om en endnu ikke helt fuldbyrdet kærlighed, dirrende af forventning, drømme, håb og den altid nagende tvivl.

Jo, med sine ialt otte sange tegner Jan Olsen et  fint, måske lidt altmodisch (igen skal det ikke forstås negativt..), maskulint billede af verden. Jan Olsen står ved den han er og ved den musik, han dyrker og tydeligvis elsker. Et tekstunivers og et musikalsk univers, der helt sikkert peger bagud mod noget af det bedste, vi kender. Waits er nævnt, og andre store mandlige kunstnere kunne nævnes som oplagte indflydelseskilder. Men først og fremmest er Jan Olsen sin egen. Det har han vist med de tre plader, jeg er besiddelse af. Godt nok træder Olsen betrådte stier (af sig selv og andre), men det er med hans helt egne fodaftryk.

Hvis jeg skulle være lidt kæk, ville jeg kalde Secret Love en rigtig mandeplade. En plade, der står ved sin maskulinitet – musikalsk og erfaringsmæssigt. Og det er faktisk lidt rart  i disse kønsforvirrede tider at sidde med den i ørerne og hænderne. Men det betyder ikke – snarere tværtimod – at det kun er en plade for mænd. Det er en plade for alle, der sætter pris på god, traditionsbunden musik og gode sangtekster  fra en mands verden. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Secret Love. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Udkom 14. august 2020

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *