Nej, “Alle mod 1” (DR) og “Den vildeste danser” (TV2) er ikke noget for mig. Nok sagt. Så derfor var det heldigt, at DR2 diskede op med Martin McDonaghs roste og prisbelønnede film Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.

Det var hverken titlen eller filmens priser, der fik mig til at zappe over på DRs anden kanal, men udsigten til at se Francis McDormand. Med hende i en rolle, ja en hovedrolle, så kunne det ikke gå helt galt tænkte jeg og tænkte på film som Almost Famous, Fargo, Primal Feat og Short Cuts.

I denne film spiller hun rollen som kvinden Mildred, der syv måneder før vi møder hende mistede sin datter, der blev voldtaget og dræbt. Politiet har ikke fundet gerningsmanden, og Mildred har mistet tålmodigheden. Derfor lejer hun tre store reklametavler uden for byen og forsyner dem med store røde opslag med teksterne: “Voldtaget, mens hun døde”. “Og stadig ingen anholdelser?”. “Hvorfor ikke, politimester Willoughby?”.

Opslagene vækker både forståelse og modstand i den lille by, hvor Mildred bor. Og nok så vigtigt, så rusker Mildreds handling op i byens borgere, der ikke kan undgå at forholde sig til den uretfærdighed, der er overgået Mildred. Alle de medvirkende får påvirket og forandret deres liv tiden efter. Begyndende med den ansvarlige politichef Willoughby, spillet af Woody Harrelson, der hurtigt indser, at Mildred har krav på, at sagen om datteren åbnes igen. Politichefens erkendelse fremskyndes også af, at han lider af kræft i skjoldbruskkirtlen og ikke har lang tid igen.

Fra det øjeblik, hvor Willoughby genoptager sagen tager filmen et uforudsigeligt forløb. Et eller andet sted har man en forventning om, at filmen nu er en slags kriminalsag, der nok vil munde ud i en opklaring af forbrydelsen og derigennem en genopretning af status qvo i byen. Men sådan går det slet ikke. Og det er lige præcis det uforudsigelige og overraskende forløb, der gør filmen til noget helt særligt. Fokus forskydes fra selve forbrydelsen og dens opklaring til de involverede personer og den effekt, Mildred handling får på dem. Og det er det fine ved filmen. Den bliver ikke bare en film om forbrydelse, skyld og retfærdighed, men et drama, hvor de enkelte personers moralske habitus så at sige sættes på spil.