Så kom det da omsider. Påbuddet om, at vi alle skal bære mundbind i den offentlige trafik. Gældende fra midnat i går. Og det selv om alt tyder på, at virkningen af mundbind som smittebegrænsende tiltag er mikroskopisk forsvindende lille. En million danskere skal gå med perfekt anvendt mundbind i en uge for at forhindre at 1 dansker bliver smittet og kommer på hospitalet. Og påbuddet grunder sig især i, som tv-lægen Peter Geisling påpeger, at politikene har været under et politisk pres. Andre lande har indført mundbind, eksperterne har talt for indførslen af mundbind.

Hvad skal man dog mene og det?! Sikkert og vist er det, at det der især virker smittebekæmpende er det, vi allerede har gjort – holde afstand, rengøre hænderne (sprit, sæbe og vand) og undgår store forsamlinger. Mundbind er et lillebitte supplement.

Selv har jeg truffet en beslutning om, at jeg så vidt muligt vil undgå at bære mundbind. Skal jeg med offentlig transport vil jeg selvfølgelig gøre det – af hensyn til mine medtrafikanter og fordi jeg synes, vi skal bakke op om kampen mod corona. Men i det omfang jeg kan undgå situationer, hvor det er påbudt, vil jeg gøre det. Cykle og gå i stedet for at tage bussen. Køre med min lille bil, hvis jeg kan undgå tog og rutebil. Og i den dur.

Og min beslutning er bestyrket af, at jeg på mine traveture i nærområdet har set, hvordan brugte mundbind flyder alle steder, fx lige ved siden af en af de store kommunale skraldespand og på den nærliggende skoles område. Jeg er alvorligt bange for, at mundbind kan blive en dårlig undskyldning for at slække på de andre langt vigtigere forholdsregler – og ikke bare en påmindelse om coronaens tilstedeværelse.