Blandt de få personlige ejendele, som jeg arvede efter min far, var hans lommekniv. I går var den blevet væk for mig, men heldigvis fandt jeg den hurtigt, for den betyder meget for mig. Min far bar den altid på sig og brugte den til alt muligt. Han havde mange af dem. Tyskproduceret kvalitet -Loewen Messer Cutters & Cie Solingen. Og han lovede mig at jeg ville få den en dag, men jeg vidste ikke, at det var efter hans død.

Nå, men siddende med den i hænderne var jeg igen tilbage i barndommens baggård, hvor vi drenge legede med lommeknive. Det ville aldrig gå nu om stunder i børns pædagogiserede hverdag, men dengang. Og selvfølgelig skar vi os i fingrene, når vi snittede i grene og træstykker eller spillede “land” (der bestod i at kaste kniven, så den sad fast i jorden). Men det fik vi styr på med plastre og jod.

Var det ikke knive, så var det flitsbuer. Ordbogen forklarer: skydevåben til pile, bestående af en bøjelig stang imellem hvis spidser der er udspændt en streng ofte om tilsvarende legetøjsmodel. Og at ordet kommer fra tysk og fransk. Og flitsbuer var, hvad vi kaldte dem. 

Vi lavede dem selv. Vi gik over til den lille grønt- og blomsterbutik, der lå på den anden side af gaden. Her købte vi en bambusstang af passende tykkelse (ca. en centimeter) og nogle mindre blomsterpinde, der kunne gøre det ud for pile. Og derefter blev der sat en snor på bambusstangen, så den buede svagt, og blomsterpindene blev snittet spidse. Når det gik højt fik de også nogle små papstykker limet på i den anden ende, for balancens skyld. Det hændte også, at papstykkerne var erstattet af delte fuglefjer, som der var nok af i baggården.

Og så skød vi til måls efter alt muligt. Heldigvis kom vi aldrig til skade, og vi kunne lege cowboys og indianere i timevis. Især efter en tur i Phønix Bio til søndagseftermiddagsforestillingen.