I går blev det offentliggjort, at demokraternes præsidentkanditat Joe Biden har valgt Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat og medløber i præsidentvalget mod Donald Trump. Et på papiret klogt, ja smart træk. En yngre mørk kvinde af indisk-jamaicansk oprindelse, der er en af Bernie Sanders’ bevægelse – og dermed garant for, at nogle af Sanders’ mærkesager – almen sundhedsforsikring, større lighed osv. – vil leve videre. Derudover besidder hun noget Joe Biden ikke har: kampvilje, veltalenhed og politisk skarphed og gennemslagskraft. Og endelig “løser” Biden et problem: Han opfattes af mange som en for gammel præsidentkandidat. Hvis han vælges bliver han 78 år, den ældste nyslåede præsident nogensinde. Men med den 55-årige Harris ved sin siden, så kan Biden falde død om uden at det politiske projekt falder til jorden. Og vi vil få den første sorte (som hun selv betegner sig) kvindelige præsident.

Men, men, kommer det mon til at gå sådan? Kan vi være sikre på, at Trump taber? Nej, som valget af ham tydeligt beviste, så kan han ikke bare betragtes som en taber.  På trods af alle hans personlige og mediemæssige fejl og mangler. Vi skal huske på, at han stadigvæk har en kernevælgerskare af u(ud)dannede amerikanere, der primært er træt af det politiske establishment, som Trump vandt over, og som ikke bekymrer sig synderligt om de løgne og meningsløsheder, Trump fylder Twitter med. For dem er Trump bare en helt, fordi han siger, hvad der passer ham og er fløjtende ligeglad med offentligheden i form af pressen og medierne.

Dertil skal lægges – og det må vi ikke glemme – at han har store, økonomiske interesser i ryggen, fx Amerikas rigeste mænd, Koch-brødrene. Økonomiske interesser, der lige som kernevælgerne er ligeglade med Trumps “fake news” og meningsløsheder på Twitter, så længe han tjener deres sag. Og det har han gjort hele vejen og gør fortsat. Og det er en kendsgerning i amerikansk politik, at det er meget svært at vinde et præsidentvalg, hvis ikke du har mange penge i ryggen. Og det har Trump.