Det er så forudsigeligt, som det næsten kan være. Vi så det sidst, da Johanne Schmidt Nielsen forlod folketinget. At Enhedslistens såkaldte rotationsprincip, der sikrer, at et folketingsmedlem kun kan sidde i en fireårig periode, bliver sat til debat. Ja mere end det: At kravt om en fjernelse af dette princip, som Preben Wilhjelm var ophavsmand til og selv måtte leve op til, lyder igen og igen. Denne gang er det partiets politiske ordfører og frontfigur Pernille Skipper, der er årsagen til debatten.

Og ingen tvivl om det. Pernille Skipper har flot løftet fanen efter Johanne Schmidt-Nielsen. Hun er veluddannet (jura), velformuleret, og har folkelig appel. At hun også er kvinde og mor tæller kun på plussiden i tidsånden. Så det er ikke hendes aktiver i politik, det handler om. Hun er en god repræsentant for Enhedslisten.

Nej, når rotationsprincippet skal håndhæves, så hænger det sammen med, at det er partiet, det politiske projekt og medlemmerne, det handler om. Det handler om at tro på partiet og projektet og på, at det hele ikke afhænger af en enkelt person, hvad enten der er tale om Skipper, Schmidt-Nielsen, Rosenkranz-Theil, Anne-Grete Holmsgaard, Steen Folke, Preben Wilhjelm eller hvem der ellers har været til debat. Men det handler også om noget andet og sammenhængende: Nemlig at persondyrkelsen med al sin mediale fokusering er udtryk for den tendens, der altid truer et socialistisk orienteret parti, nemlig bevægelsen mod den politisk kastrerende midte. At slippe rotationsprincippet er at give efter for den indbyggede tendens i borgerlig dansk politik til at søge mod midten.

Nej, det er vigtigt, at Enhedslisten holder fast i princippet og tror på, at mange andre af såvel han-  som hunkøn vil kunne løfte fanen efter Pernille Skipper. Og Skipper vil fortsat være et aktiv for partiet og vil om nogle år kunne vende tilbage til folketinget.

Enhedslisten er det eneste parti på den såkaldte venstrefløj som stadigvæk han hævde at holde fast i det socialistiske tankegods. Og det er vigtigt for partiet, at det undgår at blive sovset ind til midterpolitikkens politisk udhulende malstrøm. Derfor skal rotationsprincippet fastholdes.

Opdatering 12/08-20: En af dem, der for nylig har kritiseret rotationsprincippet er filminstruktøren, forfatteren og debattøren Christian Braad Thomsen. Thomsens kritik bygger på den præmis, at det at være folketingsmedlem er et fag på linje med professorer, sygeplejersker, folkeskolelærere, arkitekter m.v. Og at jo flere år en folkevalgt har siddet, desto mere erfaring og derfor en bedre politiker. Læs Thomsens kritik her. Jeg er lodret uenig med Thomsen. Det samme er det tidligere folketingsmedlem for VS Steen Folke, der udførligt kritiserer Thomsens position – her. Og der er tale om to vidt forskellige syn på politik. Thomsen forsvarer personfokuseringen, medens Folke holder fast i, at et parti – og dets folkelige succes – er resultat af en holdindsats. Og at et parti ikke skal bæres af enkeltpersoner, men af en folkelig bevægelse. – Det sjove er, at rotationsprincippet ikke har forhindret partiet i at blive et parti med indflydelse eller har betydet voldsom tilbagegang.