Bissekræmmeren, klaverstemmeren, pløksmeden, protesebyggeren, udtrækkeren, landtæge. Kært barn har mange navne – i hvert fald i følge min slangekspert Kaj Bom. Og i dag var det så min tur. Uvist af hvilke årsager er jeg en af dem, der er blevet indkaldt til tandeftersyn her i coronatiden. Selv om jeg som regel – dvs. de seneste mange gange – ikke har haft nævneværdige problemer med gebisset. Men, de skal vel have noget at leve af – tandlægen og i dette tilfælde tandplejeren.

Og tandplejeren, der er en ung dame, iførte sig en plastikbeklædning, der lignede (og måske var) en stor hvid affaldspose, af den slags man har under køkkenvasken. Dertil den obligatoriske lyseblå maske og beskyttende handsker. Jeg tillod mig at ymte noget om, at vi skulle huske – ud over alle adfærdselsreglerne – ikke at gå i  panik. Og det var vi til dels enige om – “men jeg er i højrisikogruppe”, som hun sagde. Og jeg havde frygtelig lyst til at sige: Ikke med mig i tandlægestolen. Men jeg beherskede mig og samlede kræfter til den lidelsesfulde tandrensning.

Heldigvis var alt som det plejer, så et kvarter efter, jeg havde sat mig i stolen, stod jeg igen ude på fortorvet og svedte tran.