Ovenstående video med Kjeld Petersen og denne sang “Bare græd”, har jeg lige brugt i en sammenhæng om mandlig gråd. Men genhøret med sangen fik mig til at tænke over teatergenren “revy”. Hvordan står det egentlig til med denne engang så elskede og dyrkede genre i dagens Danmark? Er det hele overtaget af såkaldte “stand-ups”?

Nej, genren er der endnu. Fx kan man se nogle skuespillere (Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Niels Ellegaard, Carsten Dahl og Mille Lehfeldt) fra den københavnske Cirkusrevy optræde på tv i en coronaficeret udgave med den rammende titel Revy på afstand. En række små sketches med aktuelt indhold.

Og hvor Cirkusrevyen, der næsten traditionelt vises hvert år på DR, ofte har en kedelig tendens til at blive lidt for indforstået københavnsk med klakkerende hjemmepublikum og en horisont, der ikke strækker sig ud over Valby Bakke, dér lykkes det ganske godt for corona-udgaven at ramme ned i nogle af tidens tendenser. Når fx Lisbeth Dahl folder sig ud som corona-tester mede vatmundpind og får vendt den aktuelle kønsforvirrings (LGBTQ+) absurditet, eller når Ulf Pilegaard parodierer den aldrende Jørgen Leth som rapporterende (à la Tour de France) fra et job i et supermarked. I denne korte serie lykkes det næsten teamet at nå forne tiders højder fra hedengangne tv-satireprogrammer.

Det forlyder også, at det går ganske godt med de lokale revyer rundt om i landet, så der må jo være et behov. Og det ville da også være synd og skam, hvis ikke der var plads til sådan en genre, hvor satire, humor, tekst og musik kan gå op i en højere fornøjelig enhed. Det gælder bare om at få nogle unge talenter til at indse det.

Sidespring: I det filmklip, der ledsager Kjeld Petersens sang ser man en af mine yndlingsskuespillerinder, Birgitte Reimer. Om hvem en sand cineast og connaisseur skriver på Filminstituttets side:

Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?

Jeg kunne ikke have formuleret det mere diskret og på samme tid præcist. Og hvornår har man sidst set det dejlige ord “komedienne”?! Nej, vel!?

Og hvis jeg ikke tager fejl, så er klippet fra filmen “Den grønne elevator” (1961), hvor Petersen spiller en ægtemand, der roder sig ud i nogle ægteskabelige problemer. Filmen er i øvrigt et remake af en tysk film Der Mustergatte (Mønsterægtemanden)fra 1937 af Wolfgang Liebeneiner og med Heinz Rühman i hovedrollen. Der blev siden lavet endnu to tyske udgaver, inden den nåede til Danmark og fik en anden titel (efter en drink, der spiller en vigtig rolle i filmens handling). Nu har jeg beskæftiget mig så meget med emnet, at jeg har bestilt filmen på biblioteket til et gensyn.