Grateful Deads optræden på Woodstock, d. 16. august 1969, blev ikke nogen succes, til trods for, at bandet – om nogen – var indbegrebet af det, festivalen stod for.

Da bandet lodser deres tunge grej op på den store drejescene kollapser hjulene under scenen. Og koncerten må udskydes. Bedre bliver situationen ikke af, at bandets lydmand, Owsley Stanley, finder ud af, at han vil flytte om på ledningerne i lydsystemet. Det får den effekt, at guitarerne i mere end en forstand bliver elektriske.

Og da koncerten kommer i gang, kan bandet ikke få showet til at køre. Lyden er forfærdelig, og sangene vil ikke makke ret. Det blæser og er koldt. Jerry Garcia fortæller, at det hele var forfærdeligt. Han oplevede at store “kugler” af elektricitet fløj over scenen og op på hans guitar, når han rørte ved strengene. Samtidig var der frygt for, at scenen skulle bryde sammen. Og Bob Weir fortæller, at det regnede i stænger, medens de forsøgte at spille. Og hver gang Weir rørte ved sin guitar, fik han stød. Scenen var våd, og strømmen løb igennem Weir. Han oplever, hvordan et stor blå “gnist” på størrelse med en baseball rammer ham og kaster ham hen mod forstærkeren. “Det var nok det værste set, vi nogensinde har spillet”. For nogle navne blev Woodstock en styrkelse af karrieren, “men vi brugte cirka tyve år på at komme over det”.