Det er lidt (vid-, for-)underligt at læse om den lange, møjsommelige vej til Woodstock Music Art and Fair, som skaberen Michael Lang fortæller detaljeret og ærligt. Underligt i denne coronatid, hvor et mennesketæppe af dimensioner dækkede Yasgers farm (og tilstødende arealer) og hvor afstand og håndvask ikke var noget, der optog nogen. Og hvor der herskede en stemning og en ånd, der siden har været et ideal og en målestok for alle efterfølgende festivaler. Ingen tvivl om, at Woodstock 1969 – selv om ikke alt lykkedes eller var perfekt (langtfra…) – var en enestående begivenhed, der blev tænkt som sådan fra starten af.

Og det er interessant at følge Langs og de andres udvælgelse af musik til festivalen. Som nævnt blev nogle store navne valgt fra. Andre – fx Bob Dylan – nåede det aldrig. Og så var der dem, der var i sigtekornet med blev forhindrede af et eller andet. Fx sangskriveren Tim Hardin, der sammen med Richie Havens var tænkt som åbningsnummer til festivalen. Men Hardin, der var til stede afviste. Han havde forinden festivalen lagt heroinen på hylden og var på metadon, han var skrøbelig og kunne slet ikke se sig selv som åbningsakt. Og det respekterede Lang. Hardin optrådte dog senere.

Heller ikke den navnkundige sangskriver Fred Neil kom til Woodstock, selv om Lang kendte ham fra tidligere koncerter og havde kontakt til ham.