Lige siden jeg var en lille purk, har jeg været fascineret og – ja – draget af skriveværktøj. Lige fra de almindelige blyanter (dengang af mærket Viking) over dyppepennene med blækhus og trækpapir. Senere kom så kuglepennene og alskens varianter – “ballpenne”, fiberpenne osv. Og ikke at forglemme myriader og alskens varianter af trykblyanter. Alt sammen noget, der betog – og stadigvæk betager mig – i en sådan grad, at jeg virkelig skal styre mig selv, når og hvis jeg kommer forbi en velassorteret papirhandel (nu om stunder en mangelvare) eller bare en ditto boghandel med papirafdeling. Meget let kommer endnu et skriveværktøj med hjem til den efterhånden betragtelige samling.

Jeg har tidligere fortalt om dengang på Vestre Skole, hvor vi skulle lære at skrive med dyppepen (med træskaft med små riller, der hvor man holder ved) og blæk. Det var ikke let, nej nærmest en kunst, at få blækket derhen, hvor det skulle gøre en forskel. På papiret og ikke på fingrene eller tøjet. Men alligevel var jeg betaget af værktøjet.

Og jeg har også fortalt om dengang, hvor jeg var hos huslægen sammen med min mor, og jeg fik den trinde læges store sorte fyldepen at se i aktion. Det var en nærmest mirakuløs oplevelse, og jeg ønskede mig mest af alt sådan et stykke værktøj. Og der gik ikke længe, før jeg fik noget, der lignede, nemlig en Pelikano fyldepen. En børneudgave af Pelikans fyldepen. Oveni købet med patroner, så det med smøreriet næsten var en saga blot. Jeg har den endnu et eller andet sted i mine gemmer. Senest havde den rødt blæk. Men det er nok tørret ind for længst.

Lidt søgen på nettet afslører, at der er en hel side, der fortæller historien om Pelikano, fra “legendens” fødsel i 1960 og frem.

PS. Ovenstående “flashback”, som det hedder i filmsproget, er affødt af, at mit skriveværksted har udvidet sig med endnu en fyldepen – en moderne en, der slet ikke tåler sammenligning med Pelikanoen.