Ceres

Author:

I dag kom jeg tilfældigvis forbi Ceres Byen – eller Ceresbyen – og tog et billede af et hjørne af området. Det hjørne, der ligger lige over for Den Gamle By. Og på fotoet kan man ved foden af den store bygning i midten se rester af den oprindelige bryggeribygning, med de karakteristiske buede vinduespartier. Det er, hvad der er tilbage af Ceres bryggeriet.

Og jeg kunne ikke lade være, medens jeg stod og ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen, at mindes de mange gange jeg til fods eller på cykel har passeret netop dette sted og har fået markant duft af humle i næseborene. En af byens mange kendetegnende dufte.

Nu står den lille stump murværk tilbage som en påmindelse om, hvad der var engang, eller som et måske flygtigt tegn på at “fremskridtet” lader smukke gamle bygninger vige for det nye. Og debatten om kampen mellem fortid og nutid ruller til stadighed i medierne. Og måske er det tidsånden, der gør sig gældende, når det gamle må vige for det nye?! Tendensen er i hvert fald tydelige i mange danske provinsbyer. Og medens alle disse og lignende tanker gled forbi på den indre skærm fik jeg helt lyst til at drikke en Ceres Top Pilsner – bare for at holde tanken ud og tanken om fortiden fast. Det blev dog kun til et glas danskvand med brus, da jeg omsider nåede hjem. Tiderne skifter jo, som sagt.

Det er i øvrigt et sjovt sted at befinde sig dér mellem Den Gamle By og Ceresbyen. På den ene side genopbygger de gamle bygninger fra hele landet med mange penge og med allerstørste respekt for, hvordan de egentlig blev bygget; på den anden side får man så et eksempel på, hvordan bevaringsværdige gamle bygninger i bedste fald får lov til at efterlade en stump til eftertiden og til mindernes skatkammer. De nye bygninger vil, hvad man ellers måtte mene om dem, sandsynligvis ikke holde halvt så længe som de gamle og sikkert heller ikke blive genstand for genopbygning i Den Gamle By eller lignende museumsinstitutioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *