Da jeg for et par år siden cirka, kunne se frem til pensionering, satte jeg mig nogle små mål for, hvad jeg skulle bruge min otiumstid på. En slags personlig tjekliste (eller som amerikanerne måske vil kalde den: en “bucket list”), og øverst på den stod der: genoptage svømningen.

For mange år siden, inden jeg blev far for anden gang, svømmede jeg regelmæssigt i en af byens idrætsforeninger – efter først at have lært at svømme i en relativ sen alder (herom har jeg fortalt for længe siden…). Og da det kørte bedst svømmede jeg tre gange om ugen, tre timer om ugen. Og det var – velgørende. Jeg tænker ikke så meget på det med at holde sig fysisk i form – for det gør man, når man svømmer – men mere på den mentale effekt, svømmeriet havde. Efter at have tilbagelagt en hel del baner af 25 meter – ca. 70, hvis jeg husker ret – så nærmest forsvandt alle tanker og blev erstattet af en zen-agtig tilstand af renselse og afklaring. Og man kunne derefter genoptage hvmerdagen på ny. Og denne oplevelse, som jeg også har skrevet om før, har jeg nok savnet lidt, medens andre ting lagde beslag på min tid.

Nuvel. Jeg har ikke fået realiseret denne lille plan endnu. For pensionistlivet har vist sig at være mere krævende, end jeg havde forestillet mig. Så jeg har – ikke opgivet planen, nej – udskudt de indtil videre, og er overbevist om, at den dag kommer, hvor jeg igen vil bevæge mig gennem klorvandet iført svømmebriller og badebukser.

PS. Loudon Wainwright, der har skrevet “Swimming song” fortæller et sted, at sangen var tænkt som en afløser for gennembrudssangen “Dead Skunk”. En sang med kommercielle muligheder i. Men sådan blev det ikke. Tll gengæld blev den en sang, som Loudon stadigvæk optræder med – og med glæde – og en sang om den eneste sportsaktivitet, han stadigvæk dyrker.