På Youtube kan man være heldig at finde en (slags) dokumentar med titlen The Golden Age of Bubblegum Music. Altså om tyggegummimusikkens gyldne år i sidste halvdel af tresserne med navne som The Monkees, The Archies, Ohio Express og 1910 Fruitgum Company. Og selv om udsendelsen ikke er specielt god, når man lige ser bort fra en tur gennem mange af de sange, der tilhører genren, så får den dog slået en pæl gennem den misfortåelse, at tyggegummimusikken var dårlig.
Nej, det var en kommerciel musikform, der rettede sig mod børn og teenagere (dengang en voksende forbrugergruppe). Den var designet: Man hyrede nogle af de bedste sangskrivere i perioden (fx Neil Diamond) til at skrive enkle, fængende popsange med sangtekster, der ikke bød på de store udfordringer, og så engagerede man nogle af de bedste studiemusikere til at levere varen. Forgrundsfigurerne behøvede ikke at være rigtige bands, men kunne fx være tegneseriefigurer eller tv-stjerner, sammensat til lejligheden. Og genren blev en kæmpesucces og gjorde det, den skulle: Tjene penge til pladeselskaberne. Men dybest set gjorde tyggegummimusikken blot det, som populærmusikken altid har gjort: Levere hits, der fik pengene op af lommerne på de unge. Og først og fremmest til fordel for musikkens bagmænd.