Nej, den er her endnu. Coronavirus. Og det er langt fra, at vi kan se enden på pandemien, selv om mange er begyndt at opføre sig, som om det var noget, vi snart kunne lægge bag os. I omegnen af 6000000 mennesker er døde i forbindelse med en coronainfektion, og flere millioner er smittet, og tallet vokser dagligt, ikke mindst i de mest befængte lande som USA og Brasilien. Så det er med god grund, at WHO – verdenssundhedsorganisationen i FN – er begyndt at advare om, at pandemien vil lægge beslag på vores opmærksomhed og kræfter langt frem endnu. Det kan godt være, at nogle lande – fx Danmark – har fået nogenlunde styr på smitterisikoen, men globalt set går det i en kedelig retning.

Oven i dette perspektiv skal lægges, at forskerne i coronasmittet er nået frem til den indsigt, at coronaen ikke bare medfører en influenzalignende infektion af luftvejene, men at den har langvarige skadesvirkning på hele kroppen. Og at det ikke kun er dem, der har været alvorligt syge og hospitalsindlagt, der får alvorlige eftervirkninger. Også dem, der “bare” er blevet smittet uden de store symptomer, må forvente, at coronaen vil skade dem på længere sigt.

Så er det, man ikke kan lade være med at spørge (sig selv i det mindste…): Er det mon en illusion at tro, at “genåbningen” af samfundene vil resultere i en “normalitet”, som den, vi oplevede før helvede brød løs? Og vil nedlukningen af samfundene (den famøse “lock down”) mon afløses af en permanent tilstand, hvor alskens smitteforebyggende forholdsregler vil blive den nye virkelighed? Hvor store menneskeforsamlinger ikke vil blive mulige (sportsarrangementer, koncerter, festivaler og så videre)? Hvor udlandsrejser og i det hele taget kontakter mellem landene vil blive begrænset til de allermest nødvendige. Og hvor vi derfor må indrette os på nye økonomiske vilkår? Svaret blæser måske i vinden.