I følge sundhedsapostel Bente Klarlund så skal man gå sig til et godt mentalt og fysisk helbred. Så jeg forfølger min gamle vane med at gå, hvor og når jeg kan. Og sørger for at gøre min  pligt som hundeejer – at kombinere gåen med hundeluftning.

Og jeg har for længst indprentet mig selv (indoktrinere kunne man også sige), at jeg skal nyde eller i hvert fald ikke irriteres over, at jeg skal gå med hunden minimum 3-4 gange i døgnet. Sol, regn, sne, blæst – ingen undskyldning for ikke at lade hunden snifle.

Og af samme årsag har hunden og jeg med tiden udviklet et vist pensum at snifleture. Fra den lokale matrikels fire verdenshjørner til weekendens ture uden for matriklen. Og her har vi nogle nøje udvalgte steder – el. topoi, hvis vi skal tale græsk – der passer godt med hensyn til gåen, sniflen og biodiversitet. Og et af stederne, som vi besøgte i formiddags, er yndlingsbiotopen. Den lokale forsthave, der har et udviklet stisystem, en meget varieret flora (deraf og -for: forsthave), en lige så varieret fauna (især fugle) og som kun er moderat overrendt af coronaflygtninge fra nærområdet.

Og vi har snart været på biotopen så mange gange, at vi kender de få andre besøgende hundejere med hunde. Alle dem, vi skal gå en bue udenom, fordi min hund skal skælde ud på enhver hanhund (og bestige enhver hunhund…). Og så dem, vi godt kan snakke lidt med, inden min hund hopper op på ryggen af damehunden. Så må vores veje skilles – til næste gang. Og det er ganske hyggeligt hver gang – utroligt, hvad to hundejere kan nå at fortælle, inden mødet er overstået. I dag mødte vi damen med den hidsige pekingeserhan, men han havde heldigvis fået afløb for sin hidsighed hos en større hanhund, inden vi passerede hinanden. Heldig kan man også være.

Når så stisystemet er afsøgt i udkanten af biotopen, så kan vi vende snuden hjemad og glæde os til en anden biotop uden for matriklen i morgen.