Omsider lykkedes det DR at komme lidt ud coronatågen og vise en seværdig spillefilm, Steven Spielbergs Spionernes bro (2015). Jeg har ganske vist set den før, i premiereåret, men den er værd at se igen.

Tom Hanks spiller forsikringsfirmaadvokaten James B. Donovan, der af sin chef (spillet af Alan Alda) får til opgave at forsvare KGB-spionen Rudolf Abel, der er under anklage for at have dele informationer om amerikanernes atomvåben med russerne. Vi befinder os i ‘den kolde krig’, og Abel har opereret i al hemmelighed.

Donovan ser det som sin opgave at give den anklagede en retfærdig retsag. Og det er ikke nogen selvfølge. I koldkrigsklimaet er der mange, der allerede har dømt og henrettet Abel, blot fordi han sættes i forbindelse med Sovjetunionen og kommunismen. Og CIA forsøger – forgæves – at få Donovan til at fortælle noget om, hvad han snakker med Abel om. Donovans faglige og moralske forpligtethed på retfærdighed og lov (herunder: grundloven) er nøglen til forståelsen af filmens “budskab”, og det er i konflikten mellem Donovan og det omkringliggende samfund, vi finder filmens aktualitet.

Abel bliver kendt skyldig, men det lykkes Donovan at forhindre, at Abel bliver henrettet. I stedet for idømmes han 30 års fængsel. Og i forbindelse med sit forsvar for Abel, overbeviser Donovan dommeren om, at Abel kan komme til at spille en vigtig rolle, hvis  Sovjetunionen på et tidspunkt pågriber en amerikansk spion. Og medens Donovan spiller sit forsvarsspil, sender CIA spionflyet U2 ind over Sovjetunionen, hvor det bliver skudt ned. Så den tænkte situation med en mulig udveksling af spioner er pludselig blevet til virkelighed.

Kort tid efter modtager Donovan et brev fra DDR, angiveligt fra Abels kone, hvoraf det fremgår, at Donovan skal kontakte Abels advokat. CIA fortolker brevet som kamoufleret, sovjetisk ønske om at udveksle den tilfangetagne amerikanske pilot med Abel.

Hvad der sker frem til udvekslingen vil jeg ikke fortælle, af hensyn til dem, der har filmen til gode. Men det er sådan set heller ikke selve det komplicerede handlingsforløb, der er det vigtigste. Det helt centrale i filmen er konflikten mellem advokaten Donovans retskaffenhed – hans kamp for retfærdighed og hans tro på amerikansk lov og på grundlovens borgerrettigheder – og den amerikanske virkelighed under den kolde krig, hvor tilsidesættelse af love, rettigheder og retfærdighed sker i patriotismens navn. Hvis man pudser brillerne en gang, så vil man let kunne genkende omridset af den trumpske America First-logik i koldkrigspatriotismen som den beskrives i Spielbergsk film. Det fine ved filmen er, at Spielberg helt frem til filmens slutning lader Donovan fremstå som selve garanten for det oprindelige Amerika, der også – forstår man – skal være fremtidens Amerika.

Spørgsmålet er så, om Spielberg – i patriotismens navn – til sidst alligevel skaber lidt tvivl om Donovans idealisme og dermed indirekte kommer til at forsvare dens modsætning, den ideologiske patriotisme? Da Donovan er i Berlin for at gennemføre spionudvekslingen er DDR i gang med at bygge Berlinmuren, og Donovan oplever, hvordan flygtende DDR-borgere bliver skudt ned i forsøget på at kravle over muren. I den sidste sekvens i filmen ser han, hvordan nogle unge amerikanerne i en parallel scene kravler over et hegn mellem to ejendomme, uden at blive skudt. De to scener kan fortolkes som to billeder på de to forskellige verdensopfattelser mellem Amerika og Sovjetunionen. Men se filmen selv, og døm selv.

Spielberg fortæller historien uden på nogen måde at udnytte det dramatiske potentiale, der er i stoffet. Han fokuserer på hovedpersonen Donovans arbejde og kamp for lov og retfærdighed. Og Tom Hanks udfylder rollen på beundringsværdig vis. Og Mark Rylance, der fik en Oscarstatuette for sin birolle som Abel, matcher Hanks fremstilling til perfektion.