Capac anbefaler: Laura Illeborg – Exitstrategi

Author:

Exitstrategi kalder Laura Illeborg sin nye plade, der er den tiende i rækken siden 1995 (hvis man regner duoplader med Channe Nusbaum, Jens Lysdal og Peter Hegård med). Og ordbogen forklarer, at en exitstrategi er’ en plan for hvordan man slipper ud af en ubehagelig situation som man aktuelt befinder sig i’ og giver eksempler fra udsendte soldater i krig og kriminelle bandemedlemmer.

Men den exitstrategi, Laura Illeborg efterlyser i sangen med samme titel, er af mere eksistentiel art, hvor det store ufattelige himmelrum bliver et billede på ‘det med dig/ og det der alligevel ikke sku blive’ og forgængeligheden (*den om at alt snart er forbi’): “Mørket kom sammen med regnen/I en ret så dunkel synergi/Et foruroligende himmelrum/ Som Johan siger der er sorte huller i/ Så det jeg står og mangler nu baby/Er en exitstrategi”. Og det er nok ikke tilfældigt, at netop den sang er valgt som titel på albummet, for den grundstemning, der er i sangen – en splittelse mellem at være fanget af noget (kærligheden eller livet som sådan) og en frihedstrang – stemmer godt overens med, hvad man som (tekst)lytter til pladen møder.

For eksempel i den første sang på pladen “Yes I do”, hvor det netop er den altid svære kærlighed, der er på spil, og hvor usikkerheden og tvivlen er med som en paradisisk slange. Kan man tro på ham fyren fra Vesterhavet, der fortæller en, at ens øjne er ‘som finske skovsøer’. Og man vakler mellem at tro på kærlighedserklæringen og sige “Yes I do” og at tvivle: “Der er aldrig nogen der er nogens/ Når det er sagt skal du vide jeg er din/ og så vidt jeg kan forstår på det du siger/er du, er du ikke/er du min?”. Er du, er du ikke? Jo, helt fast grund under fødderne får man ikke i kærlighedslivet.

Og denne dobbelthed, denne eksistentielle vaklen genfinder man i den popforførende dejlige sang “I silende regn”, hvor hovedpersonen er fanget i den silende regn efter at ‘slaget er tabt’ og står og håber, at nogen vil komme til undsætning ‘med kort og kompas/med ændringer og tegn’. Et ønske: “Træk mig ind på velkendt land/tør mig og fald mig til ro/fortæl at når en dør bliver lukket/så åbnes dør nummer to” – “Men ingen kom og ingen så/vådt og øde var der/aldeles alene i verden/aldeles alene på vejen/ endegyldigt og i silende regn”. Sangen “Intet andet” er på lignende vis en tekst, hvor der er barberet ned til en ren eksistentiel erfaring eller oplevelse. En oplevelse af at livet er gået i stå i stedet for at bølge: ”

sker i bølger/lige nu er her stille som blik/ikke en krusning ikke en ring i vandet/ingenting intet andet”. Illeborgs tekster er, når de er bedst, poetiske stykker. Og hun har skrevet dem allesammen, men en enkelt undtagelse, Johnny Madsens “Sølver bue”, men den passer fint ind som et vemodigt-muntert modspil til den ovenfor beskrevne grundstemning.

Jo, Laura Illeborgs tekster er vigtige, meget vigtige. Hun rapporterer fra et levet liv med små øjebliksbilleder af, hvordan det står til, når man er blevet voksen, ungerne er fløjet fra reden og man er på kanten af alderdommen. Det er tekster for voksne, lige som pladen i det hele taget er vendt mod et voksent publikum, der sætter pris på alvorlige tekster, der hæver sig op over den gængse popoverfladiskhed og berører sine lyttere.

Og Laura synger teksterne med sin særprægede, dejlige stemme, der får lov til – heldigvis for det – at ligge helt fremme i lydbilledet og kræve lytterens opmærksomhed fra allerførste færd.

Og bag sig har Laura et lille udsøgt hold af musikere, bestående af Knud Møller (akustisk guitar, dobro og sang), Niels Dahl Christiansen (kontrabas og sang) og Peter Hellermann (klaver, harmonika og tangenter). Og de har sammen med Illeborg skabt  en række arrangementer, der består af primært akustisk americana. Der spillet tight og der er ingen slinger i valsen i afleveringen af musikken, der er skrevet af Illeborg, Dahl og Channe Nusbaum.

Som teksterne er musikken nok især rettet mod et modent publikum, der ikke søger letfordøjelig pop, men foretrækker tekster med dybde og musik med langtidsholdbarhed. Samlet set er Exitstrategi et album, der må kunne tilfredsstille enhver voksen, kræsen musiklytter. Og som burde været obligatorisk pensum på de radiostationer, der tager public service alvorligt. Hermed varmt anbefalet.

Laura Illeborg. Exitstrategi. Produceret af: Dahl, Møller og Illeborg. Target. Er udkommet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *