Min ven hunden vækkede mig tidligt i dag, tidligere end normalt. Og han fortalte mig med sit umisforståelige kropssprog, at det var tid at komme ud og snifle – med alt hvad det indebær af snuseri, tisseri og så videre. Og efter en lynhurtig tur under bruseren og en lige så hurtig påklædning var vi ude af døren. Og i dag ville han, min elskede hund, bare sondere den jordlod, som vores bebyggelse ligger på.

En stor jordlod, der i forne tider blev brugt til landbrug. Og af samme grund er der mange planter, der stammer fra dengang. Lige fra et stort udvalg af blomster over et stort udvalg af æbletræer, hindbær- og andre bærbærende buske. Og så er der mange steder et væld af skovjordbær (fragaria vesca), der vokser alle de steder, de kan. Og ikke ret mange ved det. Men når man som jeg er vant til at afsøge hvert et hjørne og hver en afkrog af jordlodden, så ved man, hvor de er. Og for tiden bærer de frugt. Små røde frugter, der ikke er bær, men opsvulmede frugtbunde. Og selv om de er små, på størrelse med en lillefingernegl, så smager de lige så godt som de “rigtige” jordbær. Så i dag kunne jeg starte dagen med en lille håndfuld af disse syrligt-søde røde frugter fra mine strawberry fields.