De store tv-kanaler undlader ikke at gentage det, som vi alle ved, til hudløshed. Nemlig, at coronapandemien har lukket alskens aktiviteter, inklusive de kulturelle – og – årstiden in mente – alle de festivaler, der plejer at affolke sommerlandet. Men det skal ikke få os til at tro, at danskerne har givet afkald på noget som helst. Vi skal ikke bilde os ind, at vi vil affinde os med restriktioner i form af afstand mellem folk, udvidet håndhygiejne osv. Vi har allerede set det første eksempler på så alvorlige brud på god coronaopførstel at lovens håndhævere har måttet gribe ind med forbud o. lign.
Men de store medier holder fast i og gang i vores ønske om festivaler og almindelig sommerudskejelser. På TV2 kører man en serie med titlen Hele Danmarks Festival, hvor skuespilleren Rasmus Bjerg (bl.a. kendt for filmen om John Mogensen) kører rundt til affolkede festivalområder – Roskilde, Skanderborg, Vig m.fl. – og laver mikrofestivaler med indbudte kunstnere og publikummer. Og DR vil åbenbart ikke stå tilbage for denne på-trods-af-corona-pandemi-genrejsning af festivalfænomenet og brugte i går aftes halvanden time på Musiksommer 2020: Roskilde Festival Live, hvor man genopfandt Roskildefestivalen i nedbarberet coronaudgave med deltagelse af nogle af de aflyste navne.
Og skal man så klappe i sine små afsprittede hænder og glæde sig over denne tv-mediale trodsighed? Selv om udsendelserne – selvfølgelig kunne man næsten tilføje – gav gode musikalske oplevelser, fx Savage Rose, så er det lidt svært at sluge det skjulte budskab, som sådanne erstatningsudsendelser hælder ned i aftenkaffen eller – øllen. Budskabet om, at det hele bare er en overgang, at “åbningen” af Danmark er i fuld gang, og snart er alt tilbage ved det normale. Sådan en slags disciplineret, tilpasset civilt oprør mod den politiske kamp mod coronapandemien, som alle for få uger siden stod last og brast om!
Coronapandemien er langt fra overstået. Det kan enhver, der følger med i den globale udvikling og de globale smittetal, bekræfte. Ganske vist har nogle lande, Danmark inklusive, ganske godt styr på smittesituationen og er inde i en betryggende udvikling, men vi er langtfra færdig med pandemien og vi kan endnu ikke se, hvilke effekter den vil få på vores levevis i årene frem. Derfor er det uheldigt, at de store førende medier tankeløst danser videre på melodien om, at alt bliver normalt igen, og praktiserer abstinensbehandling med den slags surrogatfestivaler.