På vej ind i Tyskland og det tyske mobilnet med det klingende navn Vodafone vil jeg åbne min mobiltelefon. Men apparatet vil ikke acceptere min simkode, som jeg har indtastet tusindvis af gange før. Jeg gentager et par gange og så låser sim-kortet… Nå. Hvad der så end er den tekniske forklaring, så er problemet vel ikke større end, at det kan løses. Via Frøkenens mobil får jeg informeret Fruen, der straks kontakter selskabet. Resultat: En minimal ændring af abonnementet. Men ingen åbning af telefonens kort.
I dag ringer jeg så via fastnettet – for kundeservice eksisterer selvfølgelig ikke i weekenden (for der bruger folk vel ikke deres telefoner!?). Jeg mødes med en forespørgsel, om jeg vil bruge to-tre minutter af min kostbare tid til en evaluering af kundeservicekvaliteten – efter den afsluttede service. Jeg taster 2 for nej. Og umiddelbart efter skal jeg så indtaste mit mobilnummer og en række valgindtastninger, hvorefter en automatiske stemme fortæller mig, at jeg vil blive betjent, så snart der er en ledig medarbejder. Og, at der er mere end fem minutters ventetid. Nu er mere end fem minutters ventetid jo et vidt begreb. Ti minutter? Et kvarter? Eller? Man har jo læst disse hersens avistest af ventetider, og de er ikke befordrende for optimismen. Stemmen gentager mekanisk sit budskab – Du vil…osv. – og afløses af en melankolsk mandestemme, der lyder som Tue West (og sikkert er det, selv om lyden er so-so).
Omsider lyder en ung dames stemme. Frisk og imødekommende. Jeg forklarer hende kort og præcist, hvad der er sket, og hvad situationen er. På mobilen står der at læse: Kortet er låst af udbyder. Men hun kan ikke finde beskeden på sin skærm og er derfor på Herrens mark. Heldigvis har jeg været omkring firmaets hjemmeside og kan derfor fortælle hende, at hun kan sende mig et nyt simkort (formedelst 99 kr). Og jeg tillader mig at fremhæve, understrege og bøje i neon, at det skal være med det samme telefonnummer. Om kortet kommer i morgen? Næ, det kan hun ikke love, men man kan da håbe. Og jeg takker af. Og venter i håbet om at få et simkort med det rigtige telefonnummer en dag engang.