En af de mærkbare forandringer, der fulgte med DRs nedlæggelse af DRK og DR3, har været at udbuddet af spillefilm er blevet betragteligt begrænset. Der er blevet væsentligt længere mellem filmoplevelser, der ligger uden for mainstream. På den måde kommer DR også til at svigte filmkunsten – på linje med andre kunstarter. Hvornår har DR sidst vist et hovedværk fra filmhistorien? Eller bare en ældre dansk film af kvalitet? For slet ikke at tale om de mange højkvalitetsfilm, der bliver lavet uden for Europa og USA? Nej vel!?

Dette blot som intro til den kendsgerning at jeg – fejlagtigt viste det sig – valgte at se filmen Thor (2011 – instrueret af Kenneth Brannagh) i mangel af bedre, medens jeg ventede på et afsnit af krimiserien Unge Morse (Endeavour). En filmatisering af en figur fra Marvel-tegneserieuniverset. En figur, der er modelleret frit over den nordiske mytologis guddom Thor.

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg har et meget overfladisk, ja kursorisk forhold til Marvel. Det er ikke en del af min barn- eller ungdoms pligtlæsning. Men det betyder ikke, at jeg går af vejen for en kulørt historie om tegneseriehelte. En god historie og godt skuespil kan kompensere for meget. Men det kneb lidt i denne film, synes jeg.

Historien er sådan set enkel nok. Noget med en magtkamp mellem brødrene Thor og Loke, en gammel konge og et forestående krigerisk opgør med riget Jothunheimen. Thors og Lokes far, kongen, tvinges til at eksilere Thor på Jorden, medens Loke overtager ledelsen, fordi faderen bliver syg og henligger i Odins søvn. Det kommer til at handle om, at Thor blandt menneskene (heriblandt den obligatoriske hjertenskær af et pigebarn) skal finde sig selv og befri Thors hammer, der er blevet sendt med i eksilet og er blevet genstand for den amerikanske efterretningstjenestes opmærksomhed. Og ellers forløber det forventeligt. Thor får sin hammer, vender tilbage til hjemmet og får genoprettet ro og orden der. Om han får pigen til sidst er jeg lidt i tvivl om, for da havde jeg tabt interessen for filmen lidt.

Historien kunne sikkert med en anden instruktør være blevet mere umiddelbart underholdende end tilfældet er. Historien er ok, skuespillet er også i orden. Det største problem i filmen, som jeg så den, er, at den i sin fortælling gør umådeholdent brug af computeranimation. I et omfang, der efter min mening resulterer i fortællemæssigt over-kill. Man kan så meget med computeranimation nu om stunder, at den æstetiske devise må være: med måde. Brug kun computeranimation, når det er strengt dramaturgisk påkrævet. Men åbenbart ikke i Brannaghs opfattelse, hvor teknologien sættes ind hele tiden med det resultat, at det for præmissen nødvendige minimum af troværdighed går fløjten. Jeg greb mig i at tænke på, hvordan man mon i halvtredserne eller tresserne, hvor computeranimation var udelukket, ville have fortalt historien. Sikkert meget mere primitivt, men ikke nødvendigvis ringere end denne overgearede udgave.

Filmen var, kort sagt, en skuffelse, der ikke levede op til den mindste forventning om at få en god historie.

Eneste formildende omstændighed var, at denne sang dukkede op på lydsporet: