I denne blog er vi fortalere for en uddybning af kønsforskellen. Vi går ind for ligestilling mellem kønnene i samfundet, men er arg modstander af ethvert forsøg på at tilsløre, udjævne, benægte osv., at der er en stor og fascinerende forskel på kønnene. Derfor viderebringer vi gerne videnskabelige oplysninger, der støtter uddybning af forskellen – også selv om disse oplysninger er ubehjælpelige og diskutable.

I the Independent kan man således læse en artikel med titlen Kvinders hjerner er forskellige fra mænds – og her er det videnskabelige bevis. Artiklens budskab er, at kvinders og mænds forskellige handle- og tænkemåde ikke blot kan forklares ud fra forskelle i kønshormoner eller sociale normer og mønstre, men at kønnenes hjerner er helt forskelligt konstruerede ud fra fundamentalt forskellige ‘genetiske blueprints’. Man mener, at denne radikale forskel blandt andet kan forklare, hvorfor kønnene reagerer forskelligt på forskellige sundhedsmæssige forhold, narkotiske stoffer, smerte osv. Vel egentlig ikke overraskende. Og det er vel heller ikke særligt overraskende, at der er stor forskel på de to køns hjerner? Eller?

Ser man bort fra de medicinske indsigter, disse ‘videnskabelige beviser’ kan give, så er det interessante vel, at den basale forskel vel ikke udelukker samfundsmæssig ligestilling i forhold til jobs og andre sociale funktioner? Ligestilling mellem kønnene (folkeslagene osv.) handler vel netop om at sætte sig ud over forskellene? At mænd og kvinder fx har lige ret til samme løn for samme arbejdsopgave? Og ikke om, hvorvidt mænd og kvinder tænker, føler og handler ens?

I går aftes kunne man se en diskussion i DR2 Deadline 22 om det gamle spørgsmål: Hvad er det egentlig kvinder vil? (Hallo Sigmund!). En ung ph.d.’er, Mette Kramer, har disserteret med en afhandling, der afdækker de biologiske motiver bag kvinders optagethed af romantiske historier og ikke mindst film, fx. den succesfulde “Sex and the City”. En af Kramers pointer er, at vi ikke kan se bort fra de biologiske forskelle (herunder: artshistorisk nedarvede egenskaber af neurologisk art), når vi vil vurdere asymmetrien i forholdet mellem kønnene.

Hun påpeger, at den hjerne vi – mænd såvel som kvinder – slæber rundt på er blevet “designet” over titusindvis af år, og at det er i det perspektiv en eventuel ønskelig ‘reprogrammering’ skal ses. Når kvinder med stor fornøjelse ser fx Sex and the City, så er det, fordi filmen, når man ‘skræller al glamouren af’ handler om det, der optager kvinder basalt set: Valget af den rigtige mand (alfa-han), forhandlingerne omkring partnerskabet, ægteskabet og yngelplejens sikring osv. Kramer mener også, at nogle af filmene kan fungere som læringsværktøjer for kvinderne, der vil lære fx at forene karriereambitioner med de traditionelle kvindelige funktioner i kernefamilien.

På den anden side af bordet sad Vibeke Vasbo, der blev præsenteret som en af pionererne i den danske kvindebevægelse. Vasbo mente, at det er ‘barnligt’, ‘dybt infantilt’, når kvinder følger den partnervalgslogik, der gemmer sig i mange moderne, romantiske film. For Vasbo er det afgørende, at kvinden indser, at hun lever i et patriarkalsk verden og må vælge rigtigt, hvis hun ikke vil ende som “objekt”, under “vingerne på manden”.

Alt i alt var diskussionen en illustration af en gammel konflikt: mellem et (nuanceret) biologisk synspunkt og et social-konstruktivistisk ditto. Det, der ikke blev belyst (og det kan man måske heller ikke forvente af et journalistiks program, der helst ser uenigheder og konflikter…), var samspillet mellem de i bredeste forstand biologiske faktorer og historisk-kulturelle-teknologiske forhold.