Den seneste tid har der været en del skriveri og journalistisk ophidselse i medierne, fordi unge mennesker har bragt sig i en uheldig situation ved – af egen fri vilje og(eller presset af andre – at lægge nøgenbilleder af sig selv eller sågar billeder af seksuelle situationer, hvor man selv deltager, ud på nettet. Den slags sager er ikke nye, snarere lige så gamle som internettet selv. Og det er da uheldigt, at unge mennesker bringes i den situation og at visse personer misbruger den. Det må bestemt ikke være rart at opleve en af ens intime situationer blive delt med tusindvis (ukendte) netbrugere. Og disse sager rejser en masse principielle spørgsmål, som jeg ikke vil komme ind på her. Fx spørgsmålet om, hvor uskyldig man er, hvis man – under nogen omstændigheder – lægger afslørende billeder af sig selv ud på det store net!? Men lad det nu ligge – indtil videre.

Men omtalen af den slags sager fik mig til at tænke på, hvordan den seksuelle interesse (for sex inter-esserer jo og har altid gjort det…) har spillet ind i musikkens kommercielle side. Lige fra groupie–fænomenet til hele spørgsmålet om sex appeal. Og jeg kom hurtigt til at tænke på den talentfulde amerikanske sanger P. J. Proby, der på godt og ondt blev kendt for at optræde med ‘revnede’ eller ‘revnende’ bukser. I dag vil den slags dårligt vække opmærksomhed, men i tresserne var det moralsk grænseoverskridende (men måske også kommercielt promoverende), at en kunstner pludselig stod med røven ud af bukserne på scenen. For den talentfulde Probly var de revnede bukser en tveægget sværd. Dels gav det masser af (negativ) omtale (og kommercielt er dårlig omtale bedre end slet ingen omtale), men det betød også, at hans utvivlsomme talent som sanger blev sat lidt i skyggen.

Nedenfor kan man se et kort klip fra 1965 – fra Danmark – om buksefænomenet.