Berlin er en oase for musikelskere. Der findes mange særdeles velassorterede forretninger med salg af cd’er, dvd’er og andre medier. Fx kæden “Saturn”, der har afdelinger rundt omkring, blandt andet på Alexanderplatz, i nærheden af hvilken capac boede.
Det er en fornøjelse at gå rundt og ose i en pladeforretning, der stort set har alt. Hvor mange steder i Danmark kan man gå hen og bladre femten-tyve forskellige udgivelser med Captain Beefheart igennem? Ikke mange.
Nå, men jeg holdt mig i skindet og hjembragte kun en enkelt skive. Pete Townshends og Ronnie Lanes Rough Mix fra 1977. Til dels af nostalgiske grunde. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard spillede den meget lige, da den var udkommet. Pladen var sådan et con amore-projekt for de to enere. En plade, der aldrig ville gøre sig på hitlisterne og heller ikke var tænkt sådan. En blanding af singer-songwriter-sange, blues- og country-inspirerede ting.
Jeg båndede alt, hvad jeg kunne dengang til B&O spolebåndoptageren. Det vil sige: hele pladen, som jeg fik et særligt kærligt forhold til. En skæv plade, der stråler af spilleglæde og giver plads til, at vennerne – fx Eric Clapton – kunne sætte deres personlige præg på tingene.
Ronnie Lane – der bar kælenavnet Plonk – var sanger, sangskriver og bassist og blev kendt i en større kreds, da han var medlem af The Small Faces i sidste halvdel af tresserne og i afløseren The Faces i første halvdel af halvfjerdserne. Men allerede inden da havde han gjort sig bemærket i England med sit egey band Slim Chance, der havde en vis succes med især det første album Anymore For Anymore (1973), der resulterede i hele to hitlisteplaceringer med singlerne How Come og The Poacher. Egentlitg forbavsende i betragtning af, at pladen bestemt ikke faldt ind i tidsånden med sin unikke blanding af folk, blues og rock. Af en eller anden grund er denne fine plade kun til at opdrive som second-hand-plade til ret mange penge (30-40£). Den fortjener at være almindeligt tilgængelig.
Rough Mix-pladen blev på flere måder en særlig plade for Ronnie Lane. Medens han og Townshend indspillede den fik Lane konstateret sclerose. En sygdom han var arveligt disponeret for, da hans moder døde af den. Og pladen betød også – fordi den ikke solgte en meter – at han mistede sin pladekontrakt…
Ronnie fortsatte ufortrødent med sit musikalske virke helt frem til 1992, hvor han optrådte for sidste gang. I 1997 bukkede han under for en lungebetændelse.
Tilbage står en række pladeoptagelser, der har gjort ham til musikeres og musikelskeres yndling.
Heart To Hang Onto (fra Rough Mix) – My Baby Gives It Away