Lang om længe er jeg kommet i gang med at læse Michael Langs bog The Road to Woodstock, der er Langs selvbiografiske fortælling om sin vej til skabelsen af  Woodstock-festivalen. Og på et tidspunkt, længe inden planerne om de berømte festival har taget endelig form, ligger han under et tæppe under stjernerne ved et “Saturday Soundout” i flækken Woodstock. Og han føler sig som i paradis, medens en kvinde med langt rødt hår synger the blues ‘med en stemme der er større end hende selv’. ‘Hvem er det?* spørger Lang en fyr, der sidder i nærheden: “Ellen McElwaine… Jimi Hendrix plejede at backe hende op på Cafe Wha. Hun flyttede til Woodstock fra byen med sit nye band, Fear itself. Hun har den bedste stemme i byen og spiller en fantastisk (killer ) slide guitar”. Det er længe siden, meget længe, at navnet McElwaine har passeret min bevidsthed, og det er jo både synd og skam, for hun skal da ikke gå i g(l)emmebogen.

Desværre nåede hendes band Fear Itself kun at lave en eponym plade (1968, genudgivet i 2006) med saftig psykedelisk bluesrock. Men den er til gengæld værd at støve af og lytte til.