Jeg stod ude i køkkenet med en tom sødmælkskarton fra Arla og overvejede en stund om jeg skulle gribe en køkkenkniv eller -saks og fjerne plastiktuden og kaste den i posen med plast (glas, metal). Men det blev ved tanken, fordi en anden tanke skubbede på. Nemlig tanken om Folketingets beslutning om at borgerne nu skal sortere i ti forskellige grupper: Farligt affald. Restaffald. Madaffald. Drikkekartoner. Fødevarekartoner, Plastaffald. Papiraffald. Papaffald. Metalaffald. Glasaffald. Tekstilaffald venter vi med.

Og et øjeblik forsøgte jeg at forestille mig, hvordan jeg skulle sortere i ti grupper i køkkenet. Men det opgave jeg hurtigt. Dernæst meldte forestillingen sig om at stå ved de nedgravede skakter – i sol, regn, sne osv. – og finsortere dér. Og selv om jeg går ind for reduktion af forbrugsaffald, genbrug og den slags, så var det svært at mobilisere noget, der ligner en begejstring for politikernes lovgivning. – Og det, der især generer mig, er, at politikerne åbenbart har glemt eller fortrængt en vigtig dimension i hele affaldsproblematikken. Nemlig det forhold, at private virksomheder – her og hisset – frit producerer emballage, der udfordrer enhver lille øko-bæredygtig-forbruger. Eksemplerne er legio. Og hvorfor går politikerne ikke ind – også via EU – og med pisk og gulerod får producenterne til at lave genanvendelig emballage, minimerer emballagen og i nogle tilfælde afskaffer emballagen. Hvorfor skal en økologisk agurk fx svøbes ind i plastik? Bare som eksempel.

Kun hvis vi får fat i producentleddet, kan vi gøre skraldesortering helt overkommeligt og måske endda også helt succesfuldt. Så politikere – få fingeren ud , drop berøringsangsten over for erhvervslivet og få dem til at tænke mere bæredygtigt – også på skraldeområdet.

(For en ordens skyld skal jeg lige tilføje, at jeg har skrevet til en politiker med dette ressortområde og gjort hende opmærksom på ‘forglemmelsen’.)