Da jeg som ung, langhåret student havde tampet mine første par universitetsopgaver ind på min lille grå rejseskrivemaskine med to fingre, talløse slåfejl og oceaner af kvajeblæk, da besluttede jeg mig for at lære blindskrift, tifingersystemet.
Jeg havde behændigt undgået det i folkeskolen og gymnasiet, fordi jeg forsøgte at danne mig udi latin og fransk og andet godt fra dannelseshavet. At tage et kursus var udelukket. Af pekuniære såvel som personlige grunde. Jeg afskyr kurser. Derfor drog jeg til det lokale folkebibliotek og fandt et oldnordisk blindskriftkursus. En stort stift værk i en særdeles uhandigt, aflangt format men med mange blå-lilla stempler bagi faldt valget på. Og de næste par uger overvandt jeg min indbyggede dovenskab og sled i timer med de mildest talt upoetiske skriveøvelser. Men surt slid lønner sig, selv om mange nymodens pædagoger vil benægte det. Og i dag ville jeg ikke være det foruden.

Tak til R’gitze for inspiration