“Der vil jeg skrive videre på dette brev, og så vil man selvfølgelig sige på forlaget, at dette under ingen omstændigheder kan udgives, fordi der bliver sagt noget dårligt om God, mens Cunt bliver lovprist, den hedenske gudinde, der har et behåret fjæs, og hvis mund sidder på langs. Jeg tror skam på Gud, var det et ontologisk bevis på, at Gud findes, fordi man taler om Gud? På samme måde som også solnedgangen findes, da man jo kalder det for en solnedgang, fordi jorden vender sig i en stilling, hvor solen ikke kan ses længere. Cunt er en større guddom end God, da den jo findes, også selv om man ikke taler om den. Teologi og matematik er videnskaber. Jeg burde have studeret teologi.”

På mit natbord, der også er mit skrivebord, ligger den karelske (finske) digter Pentti Saarikoskis bog Brev til min hustru (2015), der udgør en af mine læsebøger i overgangen mellem vågentilstand og søvn. Som regel har jeg 3-5 fem stykker, som jeg skifter lidt imellem efter humør. Saarikoskis bog er en lang tekst – ca. 130 sider – der har karakter af et brev til konen, men som overskrider og nedbryder alle genregrænser. Som fx ovenstående overrumplende ateistiske overvejelser. Det er en konstant flydende skrift, der rummer elementer af alt muligt – fra filosofiske tanker til helt banale informationer om hovedpersonens fordøjelse.

Saarikoski var og er en celeber digter i Finland. Han levede et bohemeliv, mente at han ‘levede sit liv som en fiktion’, oversatte både Homers Odysse og James Joyces Ulysses, var en begejstret kommunist, drak som et hul i jorden og døde en tidlige død af samme grund. Hvis du trænger til at læse noget andet end middelmådig hitlistelitteratur, så læs Saarikoski.