Socialdemokratiet vandt regeringsmagten, selv om partiet fik sit måske ringeste valg nogensinde. Men med det rette parlamentariske flertals opbakning kan det gå sådan. Og valget blev kaldt et klimavalg, fordi klimaet op til valget havde været et fælles tema for de opstillede partier. Og socialdemokraterne lovede en ny klimalov og en 70% reduktion af CO2-udledningen senest i år 2030.

Allerede efter valget var jeg skeptisk med hensyn til Socialdemokraternes klimaløfter og hensigter. For man ved jo, at Socialdemokratiet er et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der oprindeligt var socialistisk og anti-kapitalistisk, men som siden hen afskrev sig sin fortid i arbejderbevægelsens socialistiske rødder og i stedet koncentrerede sig om at ‘få det bedste ud af kapitalismen’ ved at afbøde dens værste tendenser og reparere på dens destruktive tilbøjeligheder. Og denne reformistiske tendens er blevet tydeligere og tydeligere. Efter Tony Blairs indføring af ny-liberalistiske ideer i Storbritannien, så vi det samme herhjemme under Thorning Schmidt og Bjarne Corydon. Og derfor kunne man godt – fordi Mette Frederiksen er et produkt af Thorning Schmidt-Corydon-regimet – være en anelse nervøs for, hvordan Socialdemokratiet ville gribe klimapolitiken an.

Og indtil videre har det vist sig at være med god grund. Socialdemokraterne har fx afvist at indføre en CO2-afgift for de tunge industrier, der forurener allermest. Fx Ålborg Portland. Og det til trods for, at regeringens rådgivere i Klimarådet netop har peget på denne afgift som et meget vigtigt instrument til at opnå en markant reduktion af udledningen. Ikke nok med det, så har partiet også set gennem fingre med, at olieselskaberne – også en af de store CO2-forurenere – via EU kompenseres for de CO2-kvoter, de kan købe i EU, hvilket indebærer en nærmest fri CO2-udledning. Endelig er der meget der taler for at samme regering vil give tilladelse til, at olie- og gasudvindingen i Nordsøen fortsætter – og dermed også en voldsom CO2-udledning. Og for at slå en sløjfe på disse kedelige kendsgerninger, så har den socialdemokratiske såkaldte klima- og energiminister, Dan Jørgensen, foreslået at håndteringen af affald i Danmark skal privatiseres, dvs. gøres til genstand for profit. Påstanden er som altid, at det vil effektivisere affaldshåndteringen, fordi det sker på markeds- og konkurrencevilkår, selv om erfaringen med privatiseringer peger på de velkendte kapitalistiske udviklingstendenser: monopolisering (og sandsynligvis på globalkapitalistiske hænder), fordi det er pengene, der afgør, hvem der bliver ejerne, fordyrelse af ‘produktet’ (og dermed øgede afgifter til borgerne), fordi hensynet til aktionærerenes afkast vejer meget tungere end den tjeneste, der skal leveres, og et tab af bæredygtighedsfokus, fordi det økonomiske hensyn altid vil veje tungere end idealistiske forestillinger om en verden i balance. Osv.  Jo, der lurer en ny privatiseringsskandale lige om hjørnet, hvis ikke det lykkes det parlamentariske grundlag at få sat en kæp i hjulet. Der er ikke rigtig grund til den store optimisme med hensyn til Socialdemokratiets klimapolitik.