Dobbeltalbummet Selfportrait, der udkom for halvtreds år siden, var allerede ved udgivelsen et omstridt album. Fordi den var og er en rodebunke af coverversioner af gammelt og nyt og uden mange originale sange fra sangskriveren.  Efter sigende var pladen kunstnerens forsøg på at vriste sig fri af den spændetrøje, som pressen og ihærdige fans ville have ham i som sin generations talerør osv.

Pladen har siden vundet i anerkendelse, måske i lyset af mange af Dylans senere projekter, der igen og igen har afsløret ham som en traditionalist, der altid har set tilbage og altid har sunget og spillet andres sange som en del af det kunstneriske projekt. Sådan var det i begyndelsen, sådan har det været lige siden, og Dylan ville ikke være den han var, hvis ikke han havde taget traditionen til sig som inspiration og lærestykker.