Tilfældigt kom jeg til at læse i min gamle Smartlogblog. Og det er så længe siden, at det næsten er som at læse noget, man ikke kender. Og dog -. For også dengang gik jeg ture med min hund. Ganske vist var det min gamle gravhund, der ikke er mere, men også med min nye, bedste ven, der er en hybrid af Jack Russell terrier og Westphalen terrier (en afart af tysk jagtterrrier), går jeg mange ture. Og som dengang bliver turene med tiden mere og mere et spørgsmål om, hvor hunden vil hen. Det er hans snude, der bestemmer retning og orientering . Og så skal jeg bare holde fast i snoren – der er en line på ca. 8 meter – og følge med. Som regel uden den store indblanding.

Som regel, fordi det jo sker, at vi kommer i nærheden af en anden repræsentant for ‘menneskets bedste ven’, og er det ikke et interessant eksemplar af hunkøn, så udviser min hund en umisforståelig trang til dominans – uanset hvor stor den anden hanhun så end måtte være. Og så gælder det om at få låst linen og forsøge at aflede hundens dominanstrang. Med tiden går det bedre og bedre. Jeg er blevet ældre, og han er blevet ældre – og ved, at jeg ikke gider konflikter, der alligevel ikke fører noget godt med sig.

Og så går vi rundt i nærområdet. Han snuser – for snuseri er, hvad mange hundejere ikke har forstået, en handling af allerhøjeste prioritet – og jeg henfalder i min egen udgave af hundeejer-zen. Hjernen får lov til at associere frit, for så på et tidspunkt at falde til ro i sin egen tankeløshed. Det er, som jeg var inde på dengang på smartloggen, det, der sker, når man motionerer. Efter nogen tid brister den mentale bobbel og en særlig ro og afslappethed indfinder sig. Og det er det hele værd. At man også får fysisk motion, kommer til at svede  og får pulsen op, ja det er blot et ekstra plus i det samlede regnskab.

Og som sagt er det hunden, der bestemmer. Ja, det er kommet så langt, at det første jeg gør, når jeg vågner om morgenen og har været i bad, er at gå tur med min hund. Kaffe og morgenmad må vente til han har fået tilgodeset sine behov. Og han ved det. Med et sigende blik fortæller han mig, at jeg godt kan finde selen og linen frem og gå en tur. Og måske er det alderen og erfaringen, der taler, når jeg tilsidesætter mine egne umiddelbare behov og føjer ham, hver morgen. Også i den erkendelse er der noget opløftende. Man skal være noget for andre for selv at få det godt.