I tresserne fremstod the Beatles som et upolitisk band. Og det var først, da John Lennon gik solovejen, at det politiske blev tydeligt. Men det indtryk er retteligen fejlagtig. Afhængigt af, hvordan man forstår “politisk”. Er det upolitisk at propagere kærlighedsbudskaber i en tid, hvor verden stod i flammer med krige, racistiske konflikter, hadforbrydelser af enhver art osv.?! Nej vel.

Og også i en mere holdningsmæssig forstand markerede Beatles sig, som ovenstående citat fra Paul McCartneys Twitterkonto lader os forstå. The Beatles kunne ikke spille for et raceadskilt  publikum. Selvfølgelig ikke. Og vi skal huske på at dengang i de tidlige tressere var det uhørt at en kunstner krævede racelighed og oven i købet lod de være en kontraktlig forpligtelse. Uden en lang række sorte kunstnere og uden et sort publikum ville Beatles slet ikke være, hvad de var. Og de viste vejen for alle os andre med deres holdning. Beatles var politiske i en forstand, som mange – måske de fleste – vil kunne identificere sig med, hvis man går ind for ligestilling, menneskerettigheder og demokrati.

https://www.youtube.com/watch?v=0zRW-A5aDuU