To eksempler fra hverdagen. Forleden snakkede jeg med en nabo, der pt. er på socialhjælp. Akademiker, enlig mor, der stille og roligt er rutsjet ned af karrierestigen. Hun fortalte, at hende økonomi lå i ruiner. Men der var da en lille positive ting ved at gå fra dagpengesystemet til kontakthjælp. I kommunen var de så overbebyrdede med arbejde, at de ikke kunne overholde de obligatoriske rådigheds- og vejledningssamtaler… I øvrigt havde hun over for sin sagsbehandler nævnt den “faldende ledighed”, hvilket fik sagsbehandleren til tørt at konstatere: Det mærker vi nu ikke noget til her! Og så pegede hun i retning af venteværelset, hvor folk sad skulder ved skulder og ventede på at komme til…
I går hørte jeg så om en nær bekendt, der har været indlagt på hospitalet for en kræftknude. Nu var hun blevet udskrevet og skulle gå til strålebehandling. For at lette hendes hverdag skulle hun have en rollator af kommunen. Beskeden, hun fik var, at det ville tage tre måneder at behandle hendes sag og yderligere tre måneder, inden den blev leveret. Hun valgte at betale en af sin egen folkepension.
Var der nogen, der sagde velfærdsstat?