Jeg havde næsten glemt, at vi befinder os i en særlig global situation. Glemt, fordi jeg har vænnet mig til at agere inden for de grænser og regler, der er blevet udstukket af myndighederne med henblik på en begrænsning af coronasmitten. Jeg var lige ved at skrive (og gør det altså…), at coronasituationen (-krisen eller hvad man nu vil kalde den) var ved at blive en ny normalitet.

Men det ville ikke harmonere med, hvad medierne kolporterer i disse dage, hvor landet “åbner op”.  For følger man med i pressens informationsstrøm, så er der ingen tvivl om, at man tænker “åbningen” af samfundet som en slags tilbagevenden til normaliteten. Til den normalitet, der var før. Imidlertid er denne rygmarvsreaktionelle tænkning måske i virkelighed helt og aldeles forkert, og vi må spørge os selv, om ikke den aktuelle smittesituation er og har hele tiden været normaliteten!?

For den situation, som menneskeheden har bragt sig selv i, er jo ikke ny (der har været lignende sundhedskriser før som bekendt) og heller ikke overraskende. Smitten, der har ramt os, kommer ikke som noget radikalt fremmed udefra, men er noget, vi selv har skabt. Den går under navnet zoonose, der betegner infektionssygdomme, der overføres mellem mennesker og dyr. Ser vi bort fra den (vigtige) debat, om hvorvidt corona stammer fra Asien, så kan vi konstatere, at zoonose er så almindeligt et fænomen, at WHO anslår, at 75% af alle nye sygdomme er zoonoser og 61% af alle menneskelige sygdomme er zoonotiske i deres oprindelse. Coronasmitten er altså ikke noget radikalt andet, der er kommet til os udefra, men så at sige noget, vi hele tiden har levet med som en del af vores levemåde.

Det nye – hvis der overhovedet er noget nyt i situationen!? – er måske, at nationalstaterne denne gang reagerer på statsligt og overstatsligt niveau med smittespreddningsforholdregler. Det har vi nok ikke set i den skala før – .

Hvis vi ikke kan genkende den aktuelle situation som det, den er, nemlig normalitet, så skulle vi måske se på den side af vores kultur, der beskæftiger sig med den slags problemstillinger i fiktionsform. Jeg tænker på den næste hundrede år gamle tradition for film om zombie apokalypser. Før coronakrisen kunne man være tilbøjelig til at opfatte fx George Romeros klassiker Night of the living dead (1968) som blot og bar et stykke exploitation, hvor en instruktør for at tjene penge laver en sindrig fortælling om zombier. Men som det gælder for al fiktion – science fiction, horror osv. – så handler fiktionen om os selv. Oprindeligt var zombien i dens haitianske udgave resultat af noget magisk, men med tiden – og med Hollywoods og alskens undergrundsfilms overtagelse af skrønen om zombien, så er der tale om, at noget menneskeligt vender sig mod mennesket selv. Fx en muteret virus, der forvandler mennesker til levende døde, der efterstræber de levende. Eller som i Romeros film, hvor zombierne er resultat af radioaktiv stråling (Romeros film er selvfølgelig et barn af sin tid, hvilket afspejler sig i atomtruslens skygge – og i det racistiske tema, der anslås til sidst i filmen, hvor den eneste overlevede efter zombiangrebet er en sort mand, der efterfølgende skydes af hvide mænd, der ‘rydder op’ efter zombiernes hærgen).

Hvis jeg har ret i denne analyse, så er spørgsmålet ikke, hvad der sker ‘når vi åbner samfundet igen’, som det hedder. Men derimod: Om vi overhovedet har lært noget som helst, medens vi har været i mere eller mindre frivillig isolation!? Hvis vi ikke skal tilbage til normaliteten, fordi vi allerede står til halsen i den, hvad skal vi så?