Jeg vågner. Min albue smerter svagt. Det samme gør min lænd. Jeg var tæt på et hold i ryggen for et par dage siden, men slap med skrækken. Det svage sted mærkes dog som en ømhed, der breder sig ud til siderne. Jeg rejser mig. Nakken er stiv. Det knaser lidt, når jeg drejer hovedet langsomt. Benene er også stive. Og lidt står jeg under den varme bruser, og det lindrer. Jeg er på højkant. Kroppen begynder at fungere. En kop varm mokka hjælper processen i gang.
Og så tænker jeg på min nabos ord: “Hvis jeg og kæresten en morgen vågner op og ikke har ondt et eller andet sted, så er det, fordi vi er døde…”. Med et stort grin.